Udenrigspolitik

Den udenrigspolitiske ekspansion - skabelsen af en stormagt
De sidste tiår af det XV århundrede var præget af relativt fredelige tilstande i Vesteuropa. Den uendelige krig mellem Frankrig og England – kaldet 100-årskrigen – var sluttet i 1453; konflikten mellem den franske konge og hertugen af Burgundien i 1477; den engelske indbyrdeskrig – kaldet krigen mellem De To Roser sluttede i 1477 med sejr for dynastiet Tudor. Det var imidlertid en skrøbelig fred, idet de kongelige dynastier over hele Europa ønskede at udvide deres riger, magt og indflydelse. I begyndelsen af XVI århundrede blev forbindelserne mellem de forskellige stater og riger mere dynamiske og mere afhængige af bi- og multilaterale forhold, udenrigspolitikken udvikledes i et tempo, der ikke var set før, krigene voksede i antal og aftaler, alliancer, ligaer og magtbalancer fik en ikke tidligere set betydning. La exploción de la nebulosa cristiana - Eksplosionen i de tågede, kristne middelalderriger – banede vejen for en række omvæltninger i de nu pluralistiske, europæiske stater. Det ny spanske monarki, der var opstået som følge af den dynastiske forening mellem De Katolske Monarker spillede en hovedrolle i denne proces.

Diplomatiet og hæren
Det var Ferdinand, der førte udenrigspolitikken i det ny monarki. Hans udgangspunkt var: Krig mod de vantro og fred mellem de kristne, og hans interesseområde var Middelhavet. Men det var umuligt for Ferdinand at begrænse sig til en enkelt idé eller interesseområde. Castilien var tidligere pro-fransk i modsætning til Aragonien, som i mange år havde kæmpet mod franskmændene i Rosellón og Italien. Man var fælles om den afrikanske- og atlantiske politik. Canarieøerne blev erobret og koloniseret, og Columbus opdagede Amerika. Den traditionelle castiliansk-franske alliance blev opgivet.

Columbus hos De Katolske Monarker

Ferdinand moderniserede statsapparatet efter italiensk model på især to områder: Diplomatiet og hæren. Man havde ambassadører i alle betydende, europæiske lande, hæren udvikledes til at være et effektivt, permanent instrument i kronens tjeneste. Under krigene i Italien mod Frankrig og andre steder viste de spanske legioner sig overlegne.

Det var i renæssancens Italien, det moderne diplomati opstod. Siden 1480 havde Fernando ambassadører i alle større europæiske lande. De blev et uvurderligt redskab i hans planlægning af politisk-militære manøvrer, især f.s.v.a. indgåelsen af alliancer, hvor han var langt forud for de samtidige regenter i Europa. Hæren omdannedes til et instrument i kronens tjeneste, direkte kontrolleret af monarkerne, i modsætning til den tidligere middelalderlige model som f.eks. blev brugt i krigen i Granada.

Spaniens kapacitet til at mobilisere hærstyrker i tilfælde af optræk til konflikt overgik langt f.eks. Englands og Frankrigs på det samme tidspunkt. Endelig fik hæren lejlighed til at afprøve krigsteknik og -taktik i de italienske krige, hvor de berømte tercios españoles, det spanske infanteri, triumferede over det franske kavaleri i de berømte sammenstød ved Ceriñola og Garellano. Det drejede sig om store troppesamlinger – ca. 6000 mand grupperet i 12 enheder – bevæbnet med lanser, korte sværd og skjolde i samarbejde med flintebøssekompagnier, hvis betydning blev større og større. Denne lukkede formation a la de romerske legioner, støttet af let kavaleri, var i mange år overlegen på de europæiske slagmarker.

Et andet instrument: Det politiske ægteskab
Bryllupper mellem prinser og prinsesser var en vigtig del af den diplomatiske aktivitet og regulering af forholdene mellem Europas renæssancestater. De Katolske Monarker var de første iberiske monarker, som systematisk brugte den ægteskabelige forening til udenrigspolitiske formål, idet de brugte deres børn til politisk og dynastisk at tilnærme sig Portugal, England og Burgundien.

I november 1490 indgik prinsesse Isabella, De Katolske Monarkers ældste datter, ægteskab med prins Alfonso af Portugal, kong Johan IIs førstefødte søn; men otte måneder efter brylluppet, i juli 1491, døde den portugisiske arving, og den unge enke vendte hjem til Castilien. Kong Johan II havde ingen direkte efterkommere. Ved hans død, 1495, overgik tronen til hans fætter, Manuel, kaldet El Afortunado (Den heldige). Det var imidlertid ingen hindring for fortsættelsen af den ægteskabelige alliancepolitik mellem de to iberiske monarkier. I 1497 giftede Manuel sig med Isabella, Alfonsos enke, og da den castilianske prinsesse døde i 1498, overtog prinsesse María (hendes lillesøster) opgaven.

Tilnærmelsen til England afbrød Castiliens traditionelle forbindelser med Frankrig. Iflg. traktat af 27. marts 1489 i Medina del Campo aftalte Henrik VII og De Katolske Monarker en defensiv alliance, hvor man garanterede hinanden, at man i tilfælde af konflikt med Frankrig ikke ville slutte fred eller våbenstilstand, med mindre Frankrig tilbageleverede Guyena til England og Rosellón til Aragonien. Endvidere opnåede de spanske handelsmænd en række privilegier i handelen med England, og man aftalte bryllup mellem prinsen af Wales, Arthur, og prinsesse Catalina. Brylluppet mellem Tudor-arvingen og De Katolske Monarkers datter blev holdt i 1501; prins Arthurs hurtige død blev ingen hindring for den dynastiske engelsk-spanske alliance, for i 1503 giftede Catalina sig med prins Henrik, den senere Henrik VIII.


T.h. prinsesse Catalina af Castilien, som først blev gift med prinsen af Wales, Arthur, og efter hans død med prins Henrik, den senere Henrik VIII, billedet t.v.

De tætte bånd, som økonomisk og politisk forenede de spanske riger med Flandern, resulterede i et dobbeltbryllup mellem Felipe og Margarita, børn af María af Burgundien og Maximilian af Østrig, kejser i Det Hellige Tyske Rige, og prinsesse Johanne og arveprins Johan, børn af Isabella og Ferdinand. I oktober 1496, i Lille, indgik Johanne og Felipe ægteskab og i marts det følgende år forenedes Johan og Margarita. Prins Johans hurtige død, kun seks måneder efter brylluppet, bevirkede at arvefølgerettigheden overgik til hans søster Johanne, senere kaldet Den Tossede (Juana la Loca).


Carlos de Gante - Karl I af Castilien og Karl V af Det Tysk-Romerske Rige - søn af Johanne og Felipe - barnebarn til Los Reyes Católicos

Denne intense ægteskabspolitik havde tre formål. Først: Udvidelse af dynastiets magtområde; og som man ved, forenede Karl, De Katolske Monarkers barnebarn (Johannes søn) Castilien, Aragonien, Burgundien og Østrig (Tyske Rige) under sig. For det andet havde denne strategi til formål at samle de tyske Habsburgere, de engelske Tudor og de spanske Trastámara (både Isabella og Ferdinand var af Trastámara-slægten) for at bremse de franske Valois’ bestræbelser for europæisk herredømme. Og for det tredje havde tilnærmelsen til England, Flandern og Burgundien stor betydning for den spanske handel og økonomi i Nordeuropa.

Rosellon og Sardinien: Catalonsk område på fremmede hænder
Efter Ludvig XIs erobring af Rosellón og Sardinien under den catalonske borgerkrig, der sluttede med freden i Pedralbes 1472, mistede Aragonien (Catalonien) disse områder. Hverken Ferdinand eller hans far, Johan II, mistede nogensinde troen på at genvinde dem. Karl VIII af Frankrigs planer om et italiensk felttog nødvendiggjorde, at han fik en aftale med den katolske konge for at neutralisere den spanske indflydelse i Italien. I januar 1493 indgik Isabella og Ferdinand i Barcelona en alliance med den franske konge. Aftalen skulle have prioritet over alle andre, undtagen den monarkerne havde med pavestolen. Forhandlingerne var svære. Vedrørende Napoli – hvor Ferdinads fætter, Ferrante I regerede – fastsatte man, at De Katolske Monarker ikke skulle oprette alliancer med de napolitanske Trastámaras. De skulle heller ikke hjælpe napolitanerne mod Karl VIII i hans bestræbelser for at genvinde enhver rettighed, som tilhørte ham i Napoli, såfremt den nævnte Vor fætter eller hans folk skulle ønske at erobre dem. Dobbelttydigheden i denne formulering – hvis Karl VIII skulle genvinde nogen rettighed, måtte han først bevise, at han havde krav på den – gav Ferdinand et påskud til at kræve Napolis krone og til at forberede et militært angreb på Frankrig.

Den 13 september 1493 indtog Isabella og Ferdinand i triumf Perpignan. Jubelen over tilbageerobringen af Rosellón stod ikke på nogen måde tilbage for erobringen af Granada by. Som følge af det fransk-spanske krigsudbrud i Italien, forvandledes Cataloniens nordlige grænse til krigszone. I 1496 trængte de franske hære ind i Rosellón og belejrede Salses. Dette gentog sig i 1502 – 03, hvor angrebet blev afvist af Ferdinand en persona. Han kom byen til undsætning i spidsen for en hær på 28.000 mand. For at styrke nordgrænsen mod franskmændene blev fæstningen i Salses udbygget og forstærket mellem 1497 og 1504.

Den franske offensiv under Karl VIII og Den Hellige Liga
I begyndelsen af krigen i Italien lå initiativet hos de franske regenter, Karl VIII og Ludvig XII. Karl VIII planlagde at erobre Napoli - det første skridt i en større plan, der havde til hensigt at kulminere med et korstog mod de ottomanske tyrkere. De franske planer havde en vis støtte i Italien, især hos et antal adelsmænd, som var fjendtlige mod det aragonsk-dominerede styre, og som boede i eksil i Frankrig. Franskmændene havde endvidere støtte fra en række adelige- og gejstlige familier i Fiorentina og Rom. Inden Frankrig startede det transalpinske felttog forsøgte man ad diplomatisk vej at sikre neutraliteten hos de andre europæiske stormagter. I oktober 1492 underskrev man en aftale med Henrik VII af England; i januar 1493 den allerede nævnte traktat med Ferdinand i Barcelona; og i maj det samme år en traktat med kejser Maximilian.


Napoli

I 1494 stødte Karl VIII med en hær på 22.000 mand over Alperne og ned gennem den italienske halvø. Han mødte ingen særlig modstand. Den 22. februar indtog han i triumf Napoli. Ferrante I var død i januar 1494 – før den franske invasion – hans arving Alfonso II flygtede til Sicilien og overdrog styret til sin søn, Ferrante II. Den franske, militære overlegenhed blev imidlertid overgået på den diplomatiske front. På initiativ af Venedig lykkedes det i marts 1495 at oprette en stor koalition, som omfattede paven, kejseren, De Katolske Monarker og hertugen af Milano. Koalitionens hensigt var at modarbejde Frankrigs førerstilling i Italien. Da Karl VIII så sig isoleret, besluttede han at returnere til Frankrig for at hente forstærkninger. På vejen havde han adskillige sammenstød med enheder fra Den Hellige Liga.


Castelnuovo, Napoli

Da der nu var etableret en solid antifransk alliance, besluttede Ferdinand at intervenere militært. I marts 1495 sende han en ekspeditionsstyrke på 300 ryttere og 2000 mand infanteri først til Messina og derefter til Calabria. Styrken var under kommando af Gonzalo Fernández de Córdoba, senere kendt som ”El Gran Capitán”. Den spanske hær praktiserede en udmattelseskrig og dette sammen med adskillige lokale oprør mod franskmændene, hjælp fra Venedig og det faktum, at de franske garnisoner var isolerede og uden løn og forsyninger, skabte grundlaget for den spanske sejr. Den sidste franske garnison under napolitansk styre overgav sig i februar 1497. Samme år blev der oprettet en fransk-spansk våbenstilstandsaftale på ubestemt tid i Alcalá de Henares. Karl VIII døde pludselig i april 1498. Det samme skete for Ferrante II i Napoli (1496). Regeringsmagten overgik til hans onkel, Frederik II.

"El Gran Capitán"

Erobringen af Napoli og det spanske herredømme i Italien
Karl VIII død uden arvinger banede vejen til Frankrigs trone for Ludvig af Orleans som Ludvig XII. Foruden at overtage sin forgængers ambitioner om Napoli, var Ludvig XII – barnebarn af Valentina Visconti (Milano) – overbevist om sin legitime ret til det milanesiske rige. Underskrivelsen af forskellige aftaler med Venedig, England, Felipe den Smukke (Flandern) og de svejtsiske kantoner gav ham frie hænder til at erobre Ludovico Sforzas hertugdømme. Efter besættelsen af Milano vendte den franske monark blikket mod Napoli. I h.t. Granada-traktaten af 11. november 1500 delte Frankrig og Spanien Napoli: Ludvig XII med titel af konge fik hovedstaden, Abruzzerne m.m. og halvdelen af indtægterne fra kvægbruget; med titel af hertug fik Ferdinand Apulia, Calabria og den anden halvdel af indtægterne. Men denne fredsaftale var skrøbelig og vanskelig at administrere; der var gentagne træfninger mellem parterne og deres tilhængere i riget. Det endte med en ny militær konfrontation mellem Frankrig og Spanien.
Kort over Middelhavet, der viser Aragoniens udstrækning udenfor Halvøen

I juni 1500 havde man på ny sendt Gonzalo Fernández de Córdoba til Sicilien med en flåde på 50 skibe, 300 armerede ryttere, 300 mand let kavaleri og 4000 mand infanteri. Det tyrkiske tryk i Adriaterhavet havde muliggjort en midlertidig alliance mellem Venedig, Frankrig, pavestaten og Spanien. Det lykkedes alliancen at redde Korfu og erobre Cefalonia. Med disse tropper og andre, som senere blev sendt fra Castilien, erobrede man Napoli. De spansk-franske fjentligheder i Syditalien blussede atter op i 1502. El Gran Capitáns nye infanteri udslettede de franske hære, først ved Ceriñola (april 1503) og senere ved Garellano (december 1503). I februar 1504 foreslog Ludvig XII en generel våbenhvile, og til trods for protester fra Gonzalo Fernández de Córdoba og den spanske ambassadør i Rom foretrak Ferdinand at slutte fred i Italien. De Katolske Monarkers militære og diplomatiske kampe i Italien sikrede Napoli (Sardinien og Sicilien) for den spanske krone i de følgende to århundreder. Man anså i Italien det katolske monarki for det eneste sikre værn mod den ottomanske trussel.

Erobringer i Nordafrika og kolonisering af Canarieøerne
De Katolske Monarkers ekspansion i Nordafrika var ikke af nyere dato, ligesom normanneren Jean de Bethencourt og efter ham flere andalusiske stormænd i tjeneste hos kongen af Castilien i det XV århundrede havde erobret og påbegyndt koloniseringen af Canarieøerne. I 1477 købte Isabella og Ferdinand rettighederne til Gran Canaria, Tenerife og La Palma, den første blev erobret i 1483 og de to andre i 1496. Alcaçovas-aftalen (med Portugal) i 1479 anerkendte Castiliens ret til øgruppen. Traktaten blev fornyet i 1489, da man forhandlede om prinsesse Isabellas portugisiske bryllup, og igen i 1494 i Tordesillas.

Canarieøerne

Canarieøerne fik stor betydning for De Katolske Monarker som udgangspunkt for rejser til Den Ny Verden, desuden var øerne et eksperimentallaboratorium for de koloniseringsmetoder, som senere blev anvendt i Amerika. I slutningen af XV århundrede var der kun ca. 20.000 af øernes oprindelige indbyggere tilbage – resten var døde p.g.a. forskellige epidemier. De blev genbefolket delvis med tilflyttere fra Andalusien, Extremadura og Castilien, men også fra Portugal – mellem dem mange jøder og konverterede – og fra Genova, Flandern og Catalonien. Endvidere maurere og guineanere (negre), som man indførte for at dække behovet for arbejdskraft.

Jean de Bethencourt afsejler fra Lanzarote for at erobre Fuerteventura

Traktaterne fra Alcaçovas og Tordesillas sikrede Spanien ret til Norafrikas kyst til østenden af Marokko, og efter erobringen af Granada så man på dette område som en naturlig fortsættelse af Granada-krigen. Mellem 1497 og 1510 satte forskellige militærekspeditioner sig i besiddelse af betydningsfulde havne som Melilla i 1497, Mazalquivir, tæt ved Orán, i 1505, og Cazara i 1506; El Peñon de Vélez de Gomera, som var en piratrede på kysten ved Melilla blev erobret i 1508. Denne erobring fremkaldte portugisiske protester, idet pladsen lå udenfor det område, der var tildelt Spanien iflg. Tordesillas-traktaten. En ny traktat det samme år i Sintra regulerede dog fordelingen.

Den Katolske Konge, Kristus' stærke atlet
Der kom yderligere skub i de afrikanske erobringer, da kardinal Cisneros i 1508 underskrev en privat aftale med kongen, ifølge hvilken Kirken støttede kampagnen med betydelige pengebeløb.

Kardinalen selv deltog i 1509 i en ekspedition under kommando af Pedro de Navarra, hvor man erobrede Oran. I januar 1510 kapitulerede Bugia og Argel, og i juni samme år indtog Pedro de Navarra Tripolis. Disse triumfer gav Ferdinand stor prestige i den kristne verden. Pave Julius II kaldte ham for Kristus’ stærke atlet i en bulle af 26. marts 1510.

Ferdinand den katolske - Kristus' stærke atlet

Erobringerne i Nordafrika sikrede kontrollen over handelsruterne i Middelhavet for det spanske monarki. De gav en mere effektiv kontrol med korsarers og ottomaners indtrængen i det vestlige Middelhav, og de sikrede, at der ikke opstod oprør støttet fra Nordafrika i det erobrede kongerige Granada.

Der var store økonomiske interesser forbundet med erobringerne. Ferdinand tillod handel med Nordafrika, hvorfra man importerede guld, læder, kobber og andre produkter. Endvidere var fiskeriet ved de nordafrikanske kyster meget givtigt. Der var også religiøse motiver. Paven og det kristne Europa brændte af korstogsfeber og opmuntrede Den Katolske Konge til yderligere fremstød i Nordafrika. I Cortes i Castilien var der fortalere for, at Ferdinand skulle fortsætte til Ægypten, Konstantinobel og Jerusalem.

Den afrikanske politik havde imidlertid sine grænser. Efter flere militære tilbageslag ved bl.a. Djerba og Tunis, lykkedes det aldrig at kontrollere karavanehandelen i Sahara, idet man ikke formåede at trænge ind i landet. Ydermere krævede de spanske fremstød i Amerika og Italien m.fl. kongens fulde opmærksomhed i hans sidste leveår.

Fortsætter HER

Hvad synes du om artiklerne?