Uddrivelsen af jøderne

Uddrivelsen af jøderne
Den 31. marts 1492 underskrev De Katolske Monarker forordningen om jødernes uddrivelse fra Castiliens krone, mens Ferdinand underskrev et lignende dokument gældende for jøderne under Aragoniens krone. Udkastet til forordningerne var skrevet af generalinkvisitor Tomás de Torquemada. Begrundelsen var religiøs: Man måtte bekæmpe den kætterske indflydelse, som jøderne udspredte i hele riget, og ifølge hvad Vi er blevet informeret om fra inkvisitorer og andre højtstående, gejstlige personer, kan Vi ikke udsætte sande kristne for den store fare, der er forbundet med dagligt at være tvunget til at omgås jøder, som altid og med alle midler forsøger at omstyrte og bortlede folk fra vor hellige, katolske tro og tiltrække dem til den perverse og skadelige tro, de selv dyrker.

Efterfølgende gav forordningen anvisning på, hvordan uddrivelsen skulle finde sted. Man beordrede jødernes omgående og definitive afgang ikke blot fra Halvøen, men fra alle monarkernes territorier. Fristen var under trussel om dødsstraf og konfiskation af ejendom på fire måneder. Monarkerne garanterede jøderne, at de indenfor fristen kunne afhænde og medtage, hvad de ejede, dog kun i obligationer og værdipapirer, idet loven forbød udførsel af guld, penge, våben og heste.

Hadet og modviljen mod jøderne gav sig udslag i beskyldninger om krænkelser og vanhelligelse

Selv om forordningen ikke indeholdt nogen bestemmelse om konvertering til kristendommen, var det et underforstået alternativ, som blev udnyttet af især mange jøder fra samfundets elite. F.eks. Abraham Senior, overrabbiner i Castilien, som modtog dåben den 15. juni 1492 med monarkernes velsignelse. Efter dåben skiftede han navn til Fernán Núñez Coronel, han fik stilling som rådmand og forvalter i Segovia, medlem af det kongelige råd og bogholder for prins Johan. Konverteringerne blev administreret forskelligt i de forskellige områder af riget, men langt de fleste jøder valgte eksilet frem for at konvertere og blive i fædrenes land.

Årsagen til forvisningen af jøderne har været meget diskuteret. Man har anført folket modvilje, som den kom til udtryk i de talrige antisemitiske tumulter og progromer i 1480’erne, folkets had, p.g.a. f.eks. jødernes flittige brug af pengeudlån mod ågerrenter. Eller den kunne være resultatet af kampen mellem klasserne, mellem de traditionelt privilegerede klasser, adelen og kirken, og det spirende jødiske bourgeoisi eller en alliance mellem bystyrer og kongemagt. Ingen af disse argumenter holder stik, idet den enevældige kongemagt i ingen af tilfældene ville lade sig påvirke af de nævnte grupper. Det mest sandsynlige er, at monarkerne har ladet sig påvirke af Inkvisitionen for en gang for alle at skille sig af med jødernes kætterske adfærd. Samtidig har man set det som en politisk demonstration for at underbygge kongemagtens autoritet og binde samfundet fastere sammen: Isabella og Ferdinand venter, at udryddelsen af jødedommen vil lette den definitive assimilering og integration af de konverterede samfund i rigerne.

Jødiske skomagere

Historikere er ikke enige om antallet af fordrevne jøder. Der nævnes tal fra 70.000 – 250.000, hvilket udgør 2 – 3% af befolkningen. De fordrevne jøder søgte i stort tal til Portugal og Navarra, lande hvorfra de omgående atter blev udvist, en mindre del rejste til Flandern eller Nordafrika, Italien eller et af de middelhavslande, som kontrolleredes af Det Ottomanske Rige, hvor sultanen, Bayaceto II, gav ordre til at byde dem velkomne. De økonomiske konsekvenser af uddrivelsen af jøderne var betydelig, idet jøderne havde domineret forretningslivet i mange områder af riget. Samtidig betød udvisningen tabet af mange personligheder fra den kulturelle og videnskabelige verden.
__________________________________________

   Andre nye kristne: Los moriscos (konverterede muslimer) 
Som tidligere nævnt indeholdt kapitulationsbetingelserne for Granada bestemmelser, der sikrede de mauriske granadineres religiøse identitet, men allerede fra 1492 havde De Katolske Monarker fremskyndet konvertering til kristendommen ved hjælp af forskellige begunstigelser og individuelle fordele ved konvertering og ved at støtte ærkebiskoppen af Granada, Hernando de Talaveras, bestræbelser i den retning. Trykket fra det kristne samfund i Granada og andre steder havde ført til en passiv modstand fra los mudéjares (muslimer under kristent styre), mange flygtede til Nordafrika, andre forsøgte i sluttede kredse at bevare deres sædvaner og religiøse aktiviteter.









T.v. morisco-familie på spadseretur, t.h. morisco-dans

Mellem 1499 og 1501 skete der en mærkbar forandring i forholdet mellem det kristne og islamiske samfund i Granada. Kardinal Cisneros startede i slutningen af 1499 en kampagne for at tvangsomvende los helches – en betegnelse for de kristne, eller børn og børnebørn af kristne, som havde antaget den islamiske tro, og som derfor kunne anses for overløbere eller frafaldne. Dette udløste i første omgang oprør i Albaicín (Granada by), december 1499, og senere i andre zoner i det tidligere islamiske kongerige: Las Alpujarras, januar 1500, la Sierra de Filabres og Nijar, oktober 1500, og la Sierranía de Ronda, januar 1501. Den opsparede spænding i årene efter generobringen bevirkede en folkelig, social protest som føjede sig til modstanden mod Cisneros’ tvangsomvendelser. I Andarax i Alpujarra angreb oprørerne f.eks. den kristne skatteopkrævers hus og brændte samtlige regnskabsbøger. De kristne militære repressalier på opstanden var hård. Kong Ferdinand deltog personligt. Efterfølgende iværksatte man massive tvangsdåb og konverteringer til kristendommen af los mudéjares. Dåben foregik i en atmosfære af stærk spænding, som De Katolske Monarker søgte at dæmpe med en række aftaler, som skulle mildne overgangen fra islamisk- til kristent samfund. Samtidig tilstod monarkerne de nye kristne samfund en række begunstigelser og offentlige embeder – i særdeleshed rådmandspladser – idet man ønskede at inddrage mudéjar-eliten i det kristne samfund.









To billeder, der viser tvangsdåb af maurere i Granada

Los mudéjares i resten af Castilien, ca. 25.000 personer, som fortrinsvis boede i de centrale områder, var lige som jøderne forpligtet til at bære særlige tegn på klædedragten og at underkaste sig andre diskriminerende regler. Selvom de ikke havde deltaget i opstandene i Granada, kom de til at lide konsekvenserne. Et kongeligt dekret af 12. februar 1502 tvang dem til at vælge mellem konvertering eller landsforvisning. For fortsat at kunne forblive på den fædrene jord antog næsten alle los mudéjares den kristne tro. Der opstod således en ny slags Nye kristne, nemlig los moriscos.

Myndighederne i det kristne samfund – Kronen, Kirken og Inkvisitionen – var bevidste om, at den officielle konvertering ikke betød en virkelig omvendelse af de tidligere muslimer. Fra 1502 iværksatte man en række foranstaltninger for at virkeliggøre den. Man oprettede sognekirker i alle byer og landsbyer, kristne missioner m.m. Man havde dog ikke meget held med opgaven. Kun Inkvisitionens hårdhændede fremfærd gjorde, at den islamiske tro og tanker, som stadig trivedes blandt los moriscos, ikke var synlig i samfundet.

Disse midler med tvangsomvendelse blev ikke med det samme gennemført i Aragonien, hvor los mudéjares var langt talrigere end i Castilien. Der var ca. 60.000 i Valencia, 25.000 i Aragonien og 5.000 i Catalonien. Beskyttelse fra adelen til fordel for los mudéjares, deres tro og arbejdsomme vasaller, og måske Ferdinands ønske om ikke at skabe en ny institutionel konflikt i riget i lighed med den, han oplevede med indførelsen af den moderne inkvisition, førte til, at Cortes i Aragonien i 1510 besluttede ikke at udvise eller tvangsomvende los mudéjares. Det var først i Karl Is regeringstid i 1526, at tvangskonvertering blev obligatorisk i Aragonien m.m.
____________________________________________________________________

Kontrol og reform af det kirkelige hierarki 
Bispedømmet udgjorde eliten i det gejstlige hierarki. Foruden at styre det åndeligt-religiøse liv i Castilien og Aragonien, besad det en enorm materiel magt, selv om der var forskel på rigdommen i de forskellige ærkebispe- og bispedømmer. Helt i top lå ærkebispesædet i Toledo, som i begyndelsen af XVI århundrede havde en årlig indkomst på 80.000 dukater, var herremænd for 19.000 forpagtere, opretholdt 21 forter og borge og en hær på 2000 mand, som ikke havde anden herre end den paven ønskede.

Bisperne og ærkebisperne stammede normalt fra de store aristokratiske familier. De havde sammen med familierne deltaget i de politiske revolter i XV århundrede. Monarkerne havde derfor efter arvefølgekrigen m.m. et problem med at underkaste disse herremænd kronens autoritet. Opgaven blev besværliggjort af kirkens uafhængige stilling indenfor retsvæsenet. Monarkerne kunne kun prøve at få indflydelse gennem pavens afgørelser og ved omhyggeligt at udvælge de personer, der blev indstillet til embederne. Men det var langt fra det eneste problem, monarkerne havde med bispedømmerne. Mangel på moral og sædernes forfald var et udbredt problem i renæssancens kirke. Også blandt bisper og ærkebisper. Således havde de tre store castilianske prælater i De Katolske Monarkers rige (Alonso de Carillo i Toledo, Pedro González de Mendoza i Sevilla og Alfonso Fonseca i Santiago) faste elskerinder og adskillige børn. Dominikanermunken Pablo de León skriver i sin Vejen til Himlen - idet han henviser til de høje prælater: Og således ser man i Guds kirke nogle foregangsmænd, klædt i silke, fyldt med pragt, tjenere og penge; og i dem er der ikke mere dyd eller ære end i et dyr. Sådanne personer styrer Guds kirke!

Katedralen i Salamanca

De katolske Monarker prøvede at påvirke paven ved juridiske og diplomatiske manøvrer. Selv om de aldrig helt vandt retten til at ind- og afsætte biskopper, gjorde de betydningsfulde fremskridt, som i 1523 førte til pave Adriano VI’s bulle Eximiae devotionis affectus, som gav de spanske konger ret til at udpege kandidater til alle rigets kirker.

Gennem De Katolske Monarkers regeringstid bundede striden med pavestolen i uenighed om besættelse af bispe- og ærkebispesæderne. Stædigheden hos monarkerne i dette spørgsmål gjorde, at det blev sværere og sværere for paven at modsætte sig de kandidater, som monarkerne foreslog. Efter erobringen af Granada og Canarie-øerne opnåede monarkerne gennem pave Inocencio VIII’s bulle Ortodoxae fidei retten til suverænt at udnævne prælater i disse nye områder og til at administrere systemet der. Denne bulle blev i 1508 fulgt af en lignende fra pave Julio II vedrørende Den Ny Verden.

Fra katedralen i Segovia

Monarkernes politik ved udvælgelse af kandidater til de kirkelige embeder var at vælge personer, der var født i rigerne, ærlige og retskafne personer, som udgik fra middelklassen, og som var uddannede. Af 132 udnævnelser i monarkernes regeringstid var de 74 fra den lokale adel og middelklassen, 32 fra højadelen, 20 udenlandske (italienske) og kun 6 fra de lavere klasser. De Katolske Monarkers politik betød ikke en nationalisering af kirken, som det senere skete i England under Henrik VIII, men det betød en fastere tilslutning til kongemagten af de kirkelige funktioner.

Ved Middelalderens slutning – i epokens efterår – befandt det kirkelige system i den vestlige del af den kristne verden sig f.s.v.a. klostervæsenet, de kanoniske systemer og den almindelige afholdenhed i en tilstand af degeneration og forfald. Man fjernede sig fra de religiøse motiver, bl.a. p.g.a. den splittelse, der var opstået i selve det religiøse, katolske system, de sociale og økonomiske omvæltninger under den såkaldte lavmiddelalderkrise, de materielle og økonomiske interesser, som dominerede det religiøse liv og mangel på kald og hengivenhed hos præster og prælater. Som reaktion på disse forhold opstod der i Spanien en bevægelse – Observancia – som ønskede strengt at følge religionens anvisninger. Bevægelsen blev støttet af De Katolske Monarker, som satte bevægelsen i system for på denne måde at få genindført orden i det religiøse liv.

Fra katedralen i Àvila

Gennem 1470’erne og 80’erne forsøgte man at få fuldmagter fra pavesædet til at gennemføre en reform af kirke- og klostersystemet, men først i 1492/93 lykkedes det monarkerne at få den fulde kontrol. Man startede med nonne- og munkeklostrene. Nonner og munke blev pålagt at holde deres løfter, og kronen overtog administrationen af økonomien. Reformerne vakte forbitret modstand, især i Catalonien, abbeder og abbedisser sendte harmdirrende protestskrivelser til pavestolen, adskillige nonner flygtede fra klostrene og måtte indfanges, men det blev, som monarkerne havde bestemt. Moralen blev dog ikke genoprettet med et pennestrøg. I år 1500 beklagede dronning Isabella sig til biskoppen af Calahora over, at der i hans stift blev sagt, at størsteparten af præsterne havde offentlige elskerinder, og hvis Vores retsvæsen blandede sig, endte det med opstand, revolte og skandale. De Katolske Monarker havde dog gennem deres reformer skabt det politiske og juridiske grundlag for en forbedring af systemet, en forbedrings der skulle komme indefra, og som kom i tiden efter De Katolske Monarker.

La Virgen de Los Reyes Católicos
(Jomfru Maria)
Anonym kunstner ( XV årh.)
Maleri: 1,23x 1,12 mtr.

Man har spekuleret meget over, hvem der har skabt dette værk; undersøgelser peger på flamske malere i tjeneste hos monarkerne eller på flamsk-inspirerede, spanske malere af den castilianske skole. Maleriet daterer sig til omkring 1490.

Maleriet blev oprindeligt lavet til dominikanerklosteret Santo Tomás de Ávila, men befinder sig nu i Prado-museet i Madrid.

På billedet sidder Jomfru Maria og Jesusbarnet på tronen. Udenom ser man De Katolske Monarker og to af deres børn, Isabella og Johan . Endvidere Santo Tomás de Aquino og Santo Domingo de Gúzman. Bag monarkerne ser man Tomás de Torquemada, generalinkvisitor, og kronikøren Pedro Mártir de Anglería.

Fortsætter HER

Hvad synes du om artiklerne?