Regeringsformer

Monarkiernes regeringsformer
Udøvelsen af regeringsmagten var som tidligere nævnt meget forskellig i de to monarkier, idet både mulighederne for og midlerne til at gennemføre en praktisk politik var forskellig. Det var lettere for kongemagten at få sine ønsker igennem i Castilien f.s.v.a. det lovgivningsmæssige, skattemæssige (skattegrundlaget var meget større) og det administrative. Der skete derfor en castilianisering af regeringsformen, som kulminerede under ”østrigerne” (Felipe I og II fra 1556 - ). Det skal dog slås fast, at selv om der de facto eksisterede en castiliansk dominans, var ingen af parterne i det nye monarki underlagt den anden.

Castiliens Kongelige Råd (El Consejo Real de Castilla) oprettet i Cortes i Valladolid i 1385 var kronens instrument ved rigets regering. Rådets fornemste opgaver var at fungere som højesteret, at udstikke de store linier, politiske som administrative, at stå for alle højere udnævnelser indenfor militæret, at tildele herresæder og landområder til personer, som havde gjort sig fortjent dertil, bevilge pensioner og andre kongelige begunstigelser. Ved rådets møde i 1480 i Toledo sørgede De Katolske Monarker for at reorganisere og styrke rådets beføjelser og myndighed til egen fordel, således at rådet i højere grad blev et redskab, som tjente kronens interesser. På samme måde skabte kong Ferdinand i 1494 Aragoniens Højeste Råd (Consejo Supremo de Aragón), en milepæl i de første skridt mod et spansk monarki.

Monarkerne i rådsmøde

Skatteopkrævningen i Castilien under De Katolske Monarker var en overlevering fra tidligere tider, fra det XIII århundrede, hvor de mere traditionelle opkrævningsformer p.g.a. generobringsperioden, som de kristne riger befandt sig i, blev afløst af parias og razzias (tvangsopkrævninger i naboriger – fortrinsvis de islamiske taifas (småriger). Disse metoder blev nu afløst af et normalt opkrævningssystem med både direkte og indirekte skatter, ordinære og ekstraordinære, som blev opkrævet efter et vist system, som blev praktiseret med mindre ændringer og reguleringer til det XVIII århundrede.

En anden ting, man ofte forbinder med De Katolske Monarkers regeringstid var oprettelsen i 1476 i Cortes i Madrigal – på et tidspunkt hvor borgerkrigen endnu rasede – af Det Hellige Broderskab (La Santa Hermandad). Det var ikke en ny opfindelse, for siden sidste tredjedel af XIII århundrede havde der været adskillige broderskaber i Castilien: i Toledo, Talavera de la Reina, Ciudad Real, Guipúzcoa, Alava og Viscaya. Broderskabernes opgave var at dække de politiske og administrative områder, som måske forbigående ikke blev administreret af kongemagten eller de lokale myndigheder. Endvidere sørgede de for opretholdelsen af almindelig lov og orden. Broderskaberne tog sig af opgaver som landevejsrøveri og andre former for forbrydelser begået udenfor de bymæssige bebyggelser. Lovovertræderne blev dømt summarisk og med det samme. Straffene var strenge. Samtidig med denne politimæssige funktion, udførte broderskaberne mange kontrollerende opgaver for kongemagten, og de udgjorde en uvurderlig støtte, både materielt og finansielt, som f.eks. under krigen i Granada, hvor de var en af de største bidragsydere til krigens gennemførelse.

Grundpillen i Castiliens økonomi var eksporten af uldprodukter. De Katolske Monarker støttede lige fra starten af deres regeringstid denne sektor, uldkvægavlernes sammenslutning, med en række privilegier vedrørende rettigheder og skattebetaling. Dette medførte, at produktionen forbedredes til fordel for Castiliens økonomi.

Monarkerne holder retsmøde

Regenternes fornemste opgave var at øve ret og retfærdighed, at administrere retssystemet på en måde, så de kunne bevare undersåtternes kærlighed: Og som Han gjorde monarkerne til sine stedfortrædere på jorden, og Han gav dem den store magt, de har her….., og at de må forvalte denne store forpligtelse med retfærd, fordi det var derfor, Han gav dem magten… Sådan lyder de første linier af referatet fra Cortes i Madrigal i 1476. De viser den betydning, rådet tillagde monarkernes administration af retsvæsenet. Om sig selv sagde monarkerne: De hører og dømmer og ønsker retfærdighed.

Gennem de mange århundrerer med grænse mod al-Andalus og Islam og med uendelige grænsekrige, havde byerne i Castilien og senere i Andalusien nydt et udstrakt politisk autonomi og spillet en betydelig militær rolle. Byerne strakte sig af militære årsager langt udenfor bykærnen, det var f.eks. tilfældet i Segovia, Toledo, Valladolid og Sevilla.

Sevilla ved Guadalquivir

Byerne havde ikke kunnet undgå at tage stilling til konflikterne i XV århundrede mellem højadelen og monarkiet og mellem de lokale herremænd, f.eks. den langvarige konflikt i Andalusien mellem hertugen af Medina Sidonia og greven af Cádiz. For at imødegå disse autonomi-tendenser havde man allerede i Cortes i Alcalá i 1348 oprettet en institution, som blev ledet af en ”corregidor” (øvrighedsperson med dømmende myndighed). Denne institution blev udbygget af De Katolske Monarker. I 1494 var der corregidores i 54 byer og i 1516 var tallet steget til 64. Disse kronens repræsentanter var øverste myndighed for byernes retsvæsen, administration og militær. De var bindeleddet mellem kronen og byerne og sørgede for den nødvendige stabilitet.

Den kendsgerning at Castilien var den vigtigste platform for monarkernes interesser, bevirkede at Ferdinand var fraværende i sine riger under Aragoniens krone det meste af tiden. Af hans 37 års regeringstid tilbragte han kun tre år i Aragonien, andre tre i Catalonien og ca. seks måneder i Valencia. Dette betød dog ikke, at disse riger blev misrøgtede. Ferdinand holdt sig orienteret om, hvad der foregik i rigerne, og hans instrukser blev fulgt - om end af og til med nogen forsinkelse. Han blev fra 1479 i rigerne repræsenteret af en kongelig stedfortræder (lugarteniente real), som regel et medlem af den kongelige familie. Senere blev stedfortræderen kaldt vicekonge (virrey). Der var vicekonger i Aragonien, Catalonien, Valencia, Sicilien og Sardinien. Den kongelige skatteopkrævning var i de forskellige riger overdraget betroede funktionærer. Cortes’ indflydelse på regeringsudøvelsen var meget større i Aragonien end i Castilien. Den kendsgerning at den konstitutionelle regeringsform således var betydelig mere anvendt i Aragonien end i Castilien, hvor kongemagten havde det største og sidste ord, skabte efterhånden spændinger i De Katolske Monarkers nye monarki.

I 1512 erobrede Ferdinand Navarra og titlen konge af Navarra til Aragoniens krone. Først i 1515 blev pyrenæer-riget indlemmet i Castilien. Ferdinand mente, at Navarra under Castilien ville være bedre beskyttet mod de idelige krav på tronen fra Juan de Albret, som fik støtte fra Frankrigs nye konge, Frans I. Ved Cortes i Pamplona i 1513 aflagde man ed til Ferdinand som konge og herre, og Ferdinand lovede at værne alle Jeres sædvaner, love og forordninger, friheder, fritagelser og privilegier. Navarras status indenfor monarkiet blev ikke endeligt afklaret før Cortes i Olite i 1645.

En del af det kongelige palads i Olite, Navarra
_______________________________________________________________________

Religion og politik
Ved en pavelig bulle, Si convenit, tildelte pave Alejandro VI i 1496 Isabella og Ferdinand tiltlen ”Católicos”. Det pavelige dokument anførte som grund for en sådan tildeling samlingen og fredeliggørelsen af deres riger, udvisningen af jøderne, erobringen af det islamiske Granada, befrielsen af Napoli og pavestaterne fra de franske hæres åg og løftet om at indlede et korstog mod ottomanerne. Man ser tydeligt sammenblandingen af politik og religion i denne begrundelse.

Som det er kendt, var politik, religion og samfund tæt sammenvævet i renæssancen. Religionen var grundlaget for monarkiets beståen, og samtidig var den limen, som bandt samfundet sammen. Af den grund var tolerance ikke en anerkendt værdi i Middelalderens Europa. Den der fjernede sig fra den kristne tro, som den blev defineret af Kirken, begik ikke blot en individuel synd, men udgjorde en trussel mod samfundet, som netop var funderet i troen. Det kan således ikke undre, at udvisningen af samtlige jøder fra Castilien og Aragonien i 1492, langt fra at vække kritik i landene nord for Pyrenæerne, tværtimod vakte den største jubel: Universitetet i Paris ønskede De Katolske Monarker tillykke med det strålende, åndelige og kultiverede initiativ, repræsentanter for Renæssancens intellektuelle som Maquiavelo, Guiciardini og Pico de la Mirandola anså handlingen som et udtryk for god smag.

Højtstående catalansk prælat

Samtidig skal man huske, at de kirkelige institutioner udover deres åndelige styrke og indflydelse disponerede over umådelige rigdomme i form af indtægter, herresæder, ejendomme etc. Af den grund er det vanskeligt, når man taler om De Katolske Monarkers politik og religion, at skelne mellem hvad der var politisk og hvad der var åndeligt-religiøst begrundet. Man må også se på De Katolske Monarkers imagen religiosa: Deres politik for en religiøs samling og oprettelsen af den moderne inkvisition for at overvåge den sande tro.

Man kunne fristes til at tro, at Isabellas og Ferdinands riger og territorier var et lysende eksempel for katolicismen. Det var imidlertid langt fra tilfældet. De spanske riger blev i resten af Europa betragtet som kristenhedens udkant. De havde i århundreder levet tæt op af muslimer og jøder og var det sted i Europa, hvor kristendommen var mest truet. Non placet Hispania er det kendte svar fra Erasmus af Rotterdam, da han i 1517 blev inviteret af kardinal Cisneros til at besøge landet; fordi ifølge den ypperste repræsentant for humanismen, som han udtrykte det i et brev til Capitón: I Spanien findes næsten ingen kristne.
Erasmus af Rotterdam

______________________________________________________________________

Jøder og omvendte
Alt peger på, at de jødiske samfund var til stede på Den Iberiske Halvø fra uddrivelsen fra Palæstina, som fulgte efter afbrændingen af det andet tempel (70 f.K.), og at de til trods for de mange forskellige forhold og forfølgelser, de blev udsat for, overlevede i det romerske-, vestgotiske-, islamiske- og middelalderlige, kristne Spanien. Men optøjer og progromer i 1391 udløste en bølge af omvendelser til kristendommen – ca. 100.000 personer på 20 år – hvorved mange jødiske samfund forsvandt, f.eks. i Barcelona, Mallorca og Valencia under Aragoniens krone; I Castilien blev de jødiske forsamlinger i Toledo, Burgos og Sevilla reduceret. Jøderne forlod byerne, hvor de brutalt blev undertrykt, og søgte tilflugt i mindre forsamlinger på landet. Disse omvendte jøder, neófitos, nye kristne, marranos eller Faraos rotter – som de blev kaldt i Valencia – voksede stærkt i antal gennem det XV århundrede. Frygten for anti-jødiske tumulter og omvendelsesforsøgene fra sogne, bisper og det kristne retsvæsen sammen med de fordele, det indebar at konvertere, reducerede de jødiske samfund og forøgede de omvendte, som i slutningen af XV århundrede udgjorde mellem 250.000 – 300.000 personer. Det betød, at den indflydelse, jøderne tidligere havde haft hos de kongelige familier, blev reduceret betydeligt. De Katolske Monarker havde kun ganske få jødiske, finansielle rådgivere i Castilien, og i Aragonien var alle udskiftet med omvendte.

Et stik fra XIX århundrede, der viser den middelalderlige opfattelse af jøderne. "Forbrydelsen mod drengen fra Sepúlveda", som jøderne fik skylden for

Spørgsmålet rejste et religiøst problem: Overbevisningen hos disse store skarer af omvendte? Mange var omvendte af frygt eller med vold. Man anså dem stadig for at have rod i to religioner – alborayques (efter Muhameds hest, som hverken var hest eller muldyr!). Antisemitismen, som var udbredt i det middelalderlige Spanien – især i de lavere klasser – bredte sig og omfattede også de omvendte.

Ved starten af De Katolske Monarkers regeringstid førte man en tolerant og beskyttende politik overfor de jødiske samfund, da disse i stor udstrækning havde støttet Isabella og Ferdinand i borger- og arvefølgekrigen. Alligevel blev jøderne ikke regnet for ligeværdige undersåtter. De var monarkernes ejendom, som man tolererede til gengæld for den støtte, man fik. Men det var en midlertidig beskyttelse, som man kunne tilbagekalde efter behag. På kongeligt initiativ vedtog man på Cortes i Madrigal fire punkter gældende for jøder: 1) Man krævede, at de bar tegn – røde cirkler – for at kende dem fra kristne, 2) Man forbød dem at klæde sig luksuriøst, 3) Man fastsatte regler for udlån og lånerente og 4) Man begrænsede jødiske dommeres kompetence i kriminalsager. Endnu et skridt i diskriminatorisk retning tog man på Cortes i Toledo i 1480 med loven om adskillelse af jødiske samfund. Indenfor to år skulle alle jøder anbringes i bestemte bydele og kun dér, så myndigehederne vidste, hvor man havde dem, og for at holde dem adskilt fra de kristne indbyggere.

En marrano (konverteret jøde), som er dømt til at bære en såkaldt sanbenito,  en gul skjorte med et rødt San Andrés-kors.

Til trods for de kongelige forordninger, der havde til hensigt at beskytte jøderne mod overgreb og voldsomheder fra den kristne befolkning, bevirkede de kongeligt godkendte bestemmelser i Madrigal og Toledo, at antisemitismen, som stak dybt i det castilianske folk, yderligere styrkedes – især i byerne. Overgrebene tog til i antal og styrke, opmuntret af kirken, især af inkvisitorerne, som havde den opfattelse, at det var nødvendigt at udrydde jøderne for at bevare den ortodokse, kristne tro.

Fortsætter HER
______________________________________________________________________

Hvad synes du om artiklerne?