Isabellas første erobring

Isabellas første erobring: Erobringen af Castiliens trone
I midten af tresserne i det XV århundrede gennemlevede Aragonien og Castilien en turbulent politisk periode. Johan II af Aragonien var optaget af borgerkrig i de catalonske hertugdømmer, en opstand der havde stået på siden 1462. Oprørerne prøvede at alliere sig med Henrik IV af Castilien og Pedro af Portugal, inden de i 1466 overdrog ledelsen til Renato de Anjou, hertug af Provence, hvorved Aragonien kom i åben konflikt med Ludvig XI af Frankrig.

I Castilien havde en politisk fraktion under ledelse af ærkebispen af Toledo, Alonso Carillo, symbolsk detroniseret kongen, Henrik IV, i den såkaldte Farse i Toledo, og havde udnævnt prins Alfonso, kongens stedbroder på kun 11 år, til overhoved. Alfonsos søster, prinsesse Isabella, spillede en sekundær rolle, men trådte frem i forreste linie, da Alfonso, hendes bror, den 5. juni 1468 døde som følge af en pestepidemi.



Slottet i Segovia, hvor dronning Isabella
tilbragte en stor del af sin barndom

Alfonsos død fik prinsesse Isabella til at kræve arvefølgerettighederne til den castilianske trone. Hun krævede ikke den kongelige titel, men formulerede det således: Prinsesse, legitim arving og efterfølger til rigerne Castilien og León. Efter forskellige politiske intriger anerkendte Henrik IV i 1468 sin stedsøster, Isabella, som legitim arving. Efter denne anerkendelse blev Isabellas fremtidige giftermål et spørgsmål af den største indenrigspolitiske betydning i Castilien. Johan II af Aragonien, som var hårdt presset af borgerkrigen i Catalonien, skiftede lynhurtigt til den diplomatiske front. I 1468 sendte han sin ambassadør, Pierres de Piralta, til Castilien, hvor det lykkedes ham at vinde Isabellas nærmeste rådgivere for Johan IIs søn, prins Ferdinand af Aragonien. Men hvad fik Isabella til at acceptere det aragonske forslag? Man mener, at hovedårsagen var, at Isabella på denne måde kunne frigøre sig for det formynderskab, hun var udsat for af kredsen omkring Henrik IV. Ægteskabsforhandlingerne sluttede med en kontrakt underskrevet i Cervera af prins Ferdinand og en repræsentant for Isabella. Kontrakten var i alle henseender til Isabellas og Castiliens fordel. Brylluppet blev holdt i Valladolid den 18. og 19. oktober 1469.


Ægtefællerne var i princippet lige parter, hvilket fremgik af deres motto: "Tanto monta, monta tanto - Isabel como Fernando" (Lige værdig er den ene som den anden - Isabella som Ferdinand).

Henrik IV accepterede ikke brylluppet og annullerede Isabellas status som legitim arving. I 1470 udstedte han en bekendtgørelse gående ud på, at Isabella var frataget alle rettigheder til Castiliens trone til fordel for hans uægte datter, Johanne. Der udbrød en propagandakrig mellem parterne, et opgør man hvert øjeblik frygtede kunne ende i borgerkrig. Situationen var på et tidspunkt så kritisk for Isabella, at hun og Ferdinand måtte forlægge residensen fra Valladolid til den sikre borg Dueña. Forskellige inden- og udenrigspolitiske begivenheder – kong Johan af Aragonien afsluttede borgerkrigen i Catalonien med succes o.fl.a. – arbejdede dog til Isabellas fordel. Og da Henrik IV døde den 12. december 1474, åbnede vejen til Castiliens trone sig for prinsesse Isabella.

Henrik den IV, Isabellas stedbroder

Isabellas reaktion på Henrik IVs død var hurtig og effektiv. Den 13. december blev de kongelige faner og flag hejst på den store plads i Segovia, og Isabella blev udråbt til dronning over Castilien. Tre dage senere blev der sendt kurerer til de castilianske byer med stemmeret i Cortes med befaling om, at straks efter I modtager dette brev, skal I hejse flagene for mig, idet I anerkender mig som dronning og husbond. Denne taktik med at fremlægge begivenheden som en fuldbyrdet kendsgerning, skabte ganske vist ikke åben konflikt, men den garanterede langt fra loyaliteten hos alle modtagerne. Den nordlige højslette og de baskiske provinser underkastede sig straks den ny dronnings autoritet, men i områder som Galicien og Andalusien herskede der efter mangeårige borgerkrige og indbyrdes stridigheder nærmest anarki. Man respekterede ikke den centrale kongemagt. Også de ustrakte områder i La Mancha og de vestlige dele af Valencia og Murcia var udenfor Isabellas kontrol.  


Ferdinand

Ferdinand, som på tidspunktet for Isabellas udnævnelse til dronning, befandt sig i Aragonien, vendte omgående hjem til Castilien. Han ankom til Segovia den 2. januar 1475. Nu rejste spørgsmålet sig, om hvilken rolle og hvilke funktioner han skulle have i de castilianske riger. Iflg. ægteskabskontrakten fra Cervera var hans rolle reduceret til blot prinsgemal, og i kontrakten af 15. januar 1475 underskrevet af parterne i Segovia, blev dette gentaget. Ferdinands beføjelser var kun af mere formel karakter, Isabella var herskeren. Det varede imidlertid kun tre måneder, til den 28. april 1475, hvor arvefølgekrigen udbrød, før Isabella blev tvunget til at give sin ægtefælle så vidtgående fuldmagter, at han fra den dag de facto var kongen af Castilien.

Fortsætter HER

Hvad synes du om artiklerne?