Isabellas død

Castilien og monarkiet efter Isabellas død
De lidt over 11 år som gik mellem Isabellas død i 1504 og Ferdinands i 1516, hvor Ferdinand alene regerede rigerne – kun afbrudt af Felipe den Smukkes korte regeringsperiode – var en overgangsperiode, inden det habsburgske dynasti overtog magten. Det var en periode med stærke spændinger mellem Castilien og Aragonien og mellem de forskellige samfundsgrupper, især i Castilien. Samtidig blev rigerne efter fremgang og velstand i de sidste år af det XV århundrede ramt af forskellige ulykker som økonomisk nedgang, sult og hungersnød p.g.a. misvækst, epidemier m.m.

Fra slutningen af XV århundrede var Castiliens politik domineret af arvefølgespørgsmålet. Isabella og Ferdinand havde fået fem børn, hvoraf kun én var dreng: Isabella (født i oktober 1470), Johan (født i juni 1478), Johanne (født i november 1479), Catalina (født i juni 1482) og María (født i december 1485). Prins Johans død i oktober 1497 og senere Isabellas i august 1498 og hendes søn, Miguels, i juli 1500 – han var udset til at samle Portugals, Castiliens og Aragoniens kroner – bevirkede at arveretten overgik til monarkernes næstældste datter, Johanne. Hun var gift med ærkehertug Felipe den Smukke (Felipe el Hermoso). Siden brylluppet havde ærkehertugparret boet i Flandern, ved det flamske hof fjernt fra Castilien. Men ved prins Miguels død blev det nødvendigt, at Johanne vendte hjem. I maj 1502 blev Johanne i Toledo højtideligt anerkendt som prinsesse af Asturien og arving til Castiliens krone.

Felipe den Smukke

Men der viste sig snart mørke skyer på den castilianske, politiske himmel. For det første viste Felipe meget lidt interesse for de castilianske problemer, samtidig med at han opholdt sig langt fra landet. For det andet havde han en udpræget pro-fransk indstilling. Han søgte ved flere lejligheder aftaler med kong Ludvig XII af Frankrig (f.eks. den mislykkede traktat i Lyon i 1503). Hertil kom de åbenlyse uoverensstemmelser mellem ærkehertugen og Johanne, som fik Isabella og Ferdinand til at mistro og tage afstand fra svigersønnen. Endvidere viste Johanne tegn på mental uligevægt – skizofreni iflg. samtidige læger – og en umådelig jalousi overfor Felipes utallige ægteskabelige sidespring, en jalousi som havde givet sig voldsomme udslag under hendes ophold ved det til tider fjendtlige, flamske hof, men som blev værre, da Johanne blev efterladt alene i Castilien i 1502.

Dronning Isabella bemærkede selv disse forstyrrelser hos Johanne. Således skriver hun i sin dagbog i november 1503 efter et af Johannes udbrud: Og så talte hun (prinsesse Johanne) til mig så hadefuldt og voldsomt og i et så ubehersket, respektløst sprog, milevidt fra hvordan en datter bør tale til en moder, at havde jeg ikke indset, hvor dårligt hun havde det, havde jeg ikke fundet mig i det et eneste øjeblik.
Johannes mentale forstyrrelser efter Felipes død
Fra et lille vindue hører hun på ærkebispen af Toledo og det øvrige følge, som beder om hendes hjælp, men hun lytter ikke. Hun har endnu ikke underskrevet noget dokument bortset fra lønningerne til de flamske sangere, som var de eneste, hun tålte i sin nærhed, fordi hun fandt stort behag i de musikalske melodier, en kunst hun lærte i sin tidlige barndom… Hun henslæber et ulykkeligt liv; hun opholder sig helst i skyggen i hvilestilling med hånden under hagen og munden strengt tillukket, som om hun var stum. Hun bryder sig ikke om at omgås nogen, allermindst kvinder, hvem hun hader og afskyr og fjerner fra sig, som hun gjorde, da manden levede. Der er ikke mulighed for at overtale hende til at underskrive dokumenter eller skrive et par linier til statens regering. (Pedro Mártir de Anglería, Epistolario)

Disse omstændigheder sammen med dronning Isabellas dårlige helbred – hun var dødsmærket fra sommeren 1504 – og de dårlige høstår, som landet led under på den tid, hensatte Castilien i en tilstand af uro og angst overfor den politiske udvikling, som man anede ville blive vanskelig. Kronikøren Pedro Mártir de Anglería udtrykte det således: Adelen….. sliber tænderne som vildsvin…. de ønsker en radikal ændring.

Den 12. oktober 1504, da Isabella lå på det yderste, dikterede hun sit testamente til notaren Fernando Gaspar de Gricio. Hun lavede et tillæg den 23. den følgende måned, kun tre dage før sin død. I Castilien var arvefølgen ikke reguleret ved lov, men i h.t. gamle sædvaner, hvorfor testamentet havde en overordnet betydning. Isabella indsatte sin datter, Johanne, som universalarving, sand dronning og naturligt overhoved for disse mine riger og besiddelser. Den Katolske Dronnings sidste vilje forudså imidlertid, at hvis prinsessen, min datter, ikke opholder sig i mine riger, eller hun på noget tidspunkt skulle ønske at forlade dem og opholde sig udenfor dem, eller hun ikke forstår at styre dem på rette måde, skal hendes fader, Ferdinand, overtage regeringen, indtil prins Karl – Felipe og Johannes førstefødte søn – fyldte 20 år, idet Isabella især understregede sin mistillid til, at Castilien skulle regeres af en udlænding. Det var tydeligt, at Isabella – selv om hun ikke kunne fratage Johanne og Felipe deres arveret – prøvede at favorisere Ferdinand f.s.v.a. den reelle regeringsudøvelse i Castilien. Hun tildelte ham også i sin sidste vilje store indtægter fra Castilien og las Indias for således at konsolidere hans position.

Isabella på dødslejet

Den 26. november 1504 døde Isabella i Medina del Campo, og Ferdinand afgav titlen af konge af Castilien, en titel han havde haft siden 1474, men i h.t. Isabellas testamente fortsatte han som regeringschef i sin datters fravær. Johanne var rejst til Flandern for at forenes med sin mand ved det flamske hof.

Nyheden om dronningens død spredtes hurtigt, ikke bare i hendes riger, men i hele det kristne Europa og udenfor. Kondolencerne og de rosende ord om hendes regeringsperiode var utallige – nogle var dybtfølte, andre havde politiske årsager. Kronikøren Andrés Bernáldez skrev et hyldestdigt til dronningen, hvor han bl. a. siger, at dronningen havde utallige dyder, som Vorherre i sin nåde havde skænket hende, hun udbredte den kristne tro til alle sine riger og ikke kun i Spanien, men over hele verden.


Slottet Mota de Medina, hvor Isabella døde

Til trods for Isabellas testamentariske dispositioner til fordel for sin mand, var Ferdinands position i Castilien vanskelig. Som ægtemand til Johanne kunne Felipe den Smukke kræve Johanne som regent og sig selv som formynder for hende. Fra omkring 1497 havde Ferdinand forberedt sig på situationen og anbragt en række pålidelige og tro embedsmænd på alle Castiliens nøglepositioner, blandt dem ærkebiskop Cisneros. Da han samtidig klart indså faren, indkaldte han straks efter Isabellas død repræsentanter for de 18 byer med repræsentation i Cortes (Cortes de Toro i januar 1505), og han opnåede i Cortes at få en permanent bekræftelse på sin regeringsfuldmagt. Alt dette var imidlertid utilstrækkeligt. Felipe meddelte omgående Cortes sin afvisning af svigerfaderens initiativ, og i april 1505 underskrev han i Hagenau en traktat med Ludvig XII og kejser Maximilian – senere tilsluttede Jean de Albret sig alliancen – iflg. hvilken man aftalte sammen at angribe Castilien og Napoli, såfremt Ferdinands regering fortsatte. I Castilien sluttede en række magtfulde adelsmænd, greven af Villena, hertugen af Medina Sidonia, hertugerne af Nájera og Benavente og flere andre, sig til Felipe for at slippe for det strenge formynderskab fra Den Katolske Konge.

Johanne den Vanvittige (Juana la Loca)

Da Ferdinand så sig truet både ude- og indefra, svarede han med et bemærkelsesværdigt, hurtigt, diplomatisk træk: Gennem sin hemmelige ambassadør i Frankrig, broder Juan de Enguera, lykkedes det ham at tilnærme sig kong Ludvig XII, idet han tilbød Germaine de Foix, niece til Ludvig XII, ægteskab, og således at en mulig arving i ægteskabet skulle arve Napoli. Traktaten i Blois i oktober 1505 bekræftede aftalen, som samtidig bestemte, at de pro-franske baroner fra Napoli, som var blevet fordrevet fra deres besiddelser under den fransk-spanske konflikt i Italien, skulle have en erstatning på 500.000 dukater. Ferdinands hurtige, diplomatiske træk, bevirkede dog kun, at han kunne forhandle med Felipe i en bedre position. I oktober 1505 i Salamanca blev han nødt til at indgå en aftale med Felipes repræsentanter, hvor man var enig om Johannes manglende regerings-kapacitet, hvorfor man delte regeringsmagten ligeligt mellem Ferdinand og Felipe, ligesom de på samme måde skulle dele rigets indtægter. Denne aftale nåede dog aldrig at træde i kraft. I april 1506 ankom Felipe og Johanne til La Coruña fulgt af en styrke på 2000 tyske lejetropper. Det rejste en bølge af sympati for Felipe hos den castilianske adel, og det tvang Ferdinand til at underskrive en ny aftale i Villafáfila (27. juni) og dagen efter i Benavente. Iflg. aftalerne afstod Ferdinand fra regeringsmagten i Castilien – fra alle de beføjelser, Isabella havde givet ham i tillægget til sit testamente. Man etablerede således en radikal adskillelse mellem på den ene side Aragonien og Napoli og på den anden Granada og las Indias; som kompensation fik Ferdinand stamretten til de militære ordener og til de castilianske indtægter, som Isabella havde overdraget ham.

Mens Ferdinand vendte hjem til Aragonien og gik ombord på et skib i Barcelona med kurs mod Napoli uddelte Felipe milde gaver og favører til sine tilhængere i Castilien. Han prøvede, først hos Johanne og derefter i Cortes, at opnå en fuldstændig, legal overdragelse af regeringsmagten i Castilien. Johanne nægtede imidlertid at underskrive et hvilket som helst dokument, og Cortes bekræftede deres ed til De Katolske Monarkers datter som dronning og husbond, mens man kun anerkendte Felipe som sand og legitim herre i hans egenskab af ægtefælle. Men denne ny status blev kortvarig. Den 25. september døde Felipe i Burgos, formentlig som offer for en epidemi, som på det tidspunkt hærgede Castilien.

Johanne den Vanvittige sørgede i den grad over sin ægtemand, Felipe den Smukkes, død, at hun fulgte kisten den lange vej til det endelige hvilested.

Begivenhederne efter Isabellas død, fik Ferdinand til at beskæftige sig mere med Aragonien, idet det var hans hensigt at gøre en ende på unionen med Castilien, som da havde varet ca. 25 år. Det var fortsat hans tanke også efter Felipe den Smukkes død, og efter han havde genvundet magten i Castilien. Adskillelsen blev umulig, da hans nyfødte søn med Germaine de Foix døde efter fødselen. Men det faktum, at sønnen blev født indgav ham håbet om, at han kunne få en arving. Ferdinand ønskede et eget barn, som var født og opdraget i Aragonien og ikke i det fremmede og fjerne flamske hof, hvor hans barnebarn, Karl, voksede op. Karl var ligesom Felipe fra en anden nation med et andet sprog. Hans overbevisning om, at forholdet mellem Castilien og Aragonien aldrig kunne blive det samme som før Isabellas død, bevises af hans forsøg på administrativt at opdele inkvisitionen i to – en for Castilien og en for Aragonien - hvilket han faktisk opnåede i h.t. en pavelig bulle af 4. juni 1507 udstedt af pave Julius II.

De første to tredjedele af XV århundrede betød en voldsom stigning af landadelens magt og en udvidelse af de områder, den beherskede. I begyndelsen af De Katolske Monarkers regeringstid, især under arvefølgekrigen og krigen i Granada, var byernes støtte uvurderlig for monarkiet i dets bestræbelser for at opnå den absolutte magt i rigerne. Forholdet mellem byerne og kongemagten blev beseglet ved Cortes i Toledo i 1480, hvor ejendom, privilegier og landområder blev tilbagegivet byerne. Kronen forpligtede sig til at yde byerne beskyttelse og forsvar til gengæld for byernes ubetingede accept af kongemagten. Da imidlertid adelen vendte tilbage til deres besiddelser efter krigen i Granada, startede de en offensiv mod bysamfundene for at udvide deres territorier. Der var konstant væbnede konflikter. Grever og baroner ansatte rene røverbander i deres tjeneste for at fremme deres sag. Udviklingen er senere betegnet som feudalismo bastardo. Dette øgede yderligere spændingen mellem landadel og bysamfund. Hvis denne udvikling var latent før Isabellas død, blev den mange gange værre efter hendes død i 1504. Den skrøbelige politiske situation i landet, uvisheden om regeringens fremtid sammen med flere år med misvækst og epidemier skabte grobund for oprør og kaos. De castilianske byer så med skuffelse på kronens retssystem, som ikke kunne bremse aristokratiets fremfærd. I stedet oprettede man militser, som skulle bekæmpe aristokratiet. Man taler om, at man i disse år i Castilien udkæmpede en ikke erklæret intern krig mellem byerne og de store adelige magnater, et forspil til den folkelige revolution i 1520 – 21.

Cisneros' og Ferdinands regering
Ferdinand modtog meddelelsen om Felipes død den 5. oktober 1506 i Portofino (Italien). Han vendte ikke straks tilbage til Castilien til trods for Cisneros’ bønner. Han ønskede først at ordne Aragoniens forhold i Italien, men man kan heller ikke se bort fra, at han havde politiske motiver. Han ønskede at udsætte sin tilbagekomst, indtil man fandt den absolut nødvendig, d.v.s. når opløsningen og anarkiet havde nået et højdepunkt i Castilien. Johanne, som fortsat var dronning og husbond, foretog kun to handlinger, mens hun ventede på sin fader: Hun tilbagekaldte alle de privilegier, som Felipe havde overdraget sine tilhængere, og hun opløste det Kongelige Råd, som hendes afdøde mand havde oprettet. Ærkebiskop Cisneros prøvede at skabe en midlertidig regering, men han kunne ikke standse splittelsen i riget og kampene mellem fernandister eller aragonere og felipister eller flamlændere, som hver for sig søgte at forbedre deres egne forhold på bekostning af rigets interesser. Cisneros-regeringens skrøbelighed, usikkerheden om legaliteten af Felipes privilegier sammen med de utallige sammenstød mellem aristokratiet og bysamfundene, skabte kaos og voldelige episoder. Den 25 juli 1507 steg Ferdinand i land i Valencia og satte kursen direkte mod Castilien. Den lille hær af italienske veteraner, han bragte med, var tilstrækkelig til at erobre Burgos, som var i hænderne på hertugen af Nájera, straffe Córdoba og dens foretagsomme erobrer, Greven af Priego, og nedkæmpe hertugen af Medina Sidonia, som havde sat sig i besiddelse af flere af de kongelige fæstninger.

Ferdinand og Germaine de Foix går i land i Valencia

Disse hurtige og strenge aktioner fra Ferdinands side, kombineret med en dygtig diplomatisk virksomhed overfor de mest magtfulde felipister, bevirkede at Ferdinand kunne overtage den kongelige kontrol i riget.

Afslutningen på Ferdinand den Katolskes regeringsperiode
Forskellige begivenheder sikrede Ferdinands regeringsmagt i Castilien. For det første den umiddelbare underkastelse af datteren, Johanne, og hendes senere og definitive indespærring, i oktober 1509, i fæstningen Tordesillas under opsyn af den gejstlige Luis Ferrer. For det andet opnåede han ved aftalen i Blois i december 1509 kejser Maximilians godkendelse af sin castilianske regering, så længe Johanne levede, og i tilfælde af hendes død, indtil barnebarnet, Karl, fyldte 20 år, og endelig fik han Cortes til i 1510 at godkende aftalen med kejser Maximilian. Arvefølgen efter Ferdinand var kompliceret. Han havde planer om at favorisere sit andet barnebarn, Ferdinand, som var opdraget på spansk jord. I sine sidste leveår udfærdigede Ferdinand utallige testamenter, et udtryk for hans ubeslutsomhed og den komplekse og ufredelige situation, arvefølgen var udtryk for.

Tordesillas ved Duero-floden (ca. 30 km. fra Valladolid), hvor Johanne opholdt sig til sin død i 1555

I det sidste testamente, Ferdinand udfærdigede få dag før sin død, som fandt sted i Madregalejo den 23. januar 1516, udnævnte han Johanne som universalarving til alle hans riger, men hendes mentale tilstand taget i betragtning, skulle prins Karl regere dem, dog skulle ærkebiskop Cisneros have regeringsmagten i Castilien under Karls fravær fra riget, og ærkebiskop Alfonso det samme i Aragonien. Alfonso var søn af Ferdinand. Hans andet barnebarn, Ferdinand, fik fyrstedømmet Tarento i Napoli og adskillige byer i Cantabrien, dertil 50.000 dukater om året, indtil hans broder tilstod ham en lignende sum fra Castilien

Nyheden om kongens død spredte sig i riget. Folket sørgede dybt over hans bortgang. Aristokratiet og landadelen var derimod godt tilfreds og glade over budskabet om kongens død. De kunne ikke nøjes med at publicere det, men sendte taksigelser til Vorherre. I Aragonien blev Ferdinands død modtaget som et lammende slag. Man følte, at man ikke kun havde mistet kongen, men hele fædrelandets fader. Man sagde, at Aragonien havde mistet den sidste konge, for ingen kunne erstatte Ferdinand.

Los Reyes Católicos

Bibliografi:
Historia de España, bind 13
La Monarquía de los Reyes Católicos af Antoni Simón Tarrés,
Profesor titular de Historia Moderna, Universidad Autónoma de Barcelona, Cataluña, España.
Plus diverse websider.

Hvad synes du om artiklerne?