Arvefølgekrig


Borger-, arvefølge- og international krig
Arvefølgekrigen brød ud som følge af, at Alfonso V af Portugal blandede sig i den castilianske arvefølge. Han anerkendte sin niece, Johanne, som dronning af Castilien samtidig med at han offentliggjorde sit kommende ægteskab med hende. Derfor krævede han Henrik IVs arv, altså Castiliens trone. Endelig sendte han sine hære ind i Castilien, hvilket medførte at Isabella og Ferdinand blev indviklet i en langvarig og blodig arvefølgekrig, som varede fra 1475 – 1479. Arvefølgen var kun toppen af isbjerget. Underneden fandtes gamle spændinger og konflikter mellem de forskellige områder af Castilien og de adelsslægter, som herskede her.

I maj 1475 stødte den portugisiske konge med en hær bestående af 5000 mand kavaleri og 10.000 fodfolk ind i Extremadura med kurs mod Plasencia, hvor han den 25. i samme måned udråbte Johanne og Alfonso (ham selv) til dronning og konge i Castilien. I løbet af sommeren fortsatte hans hære gennem Duero-dalen. Han erobrede Arévalo, Toro, Zamora og flere andre byer; i Burgos anerkendte man Johanne og Alfonso. Ved slutningen af sommeren udgjorde Johannes tilhængere og den portugisiske hær en dødelig trussel for Isabella og Ferdinand.

Duero-dalen og -floden

En række faktorer de næste par måneder bevirkede imidlertid, at vægtskålen tippede i deres favør. For det første blev der opstand mod adelen i flere af de områder, hvor adelen støttede Johanne, for det andet havde Isabella og Ferdinand en bedre økonomi til at føre krig end Alfonso. De disponerede over det kongelige skatkammer i Segovia, de optog lån hos stormændene i de byer, der støttede dem og de konfiskerede ejendom fra de områder, hvor adelen støttede Johanne. Og for det tredje var de i stand til at føre søkrig: Andalusiske krigsskibe, cantabriske og aragonske flådeenheder blokerede den portugisiske Atlanterhavshandel og trafikken til de portugisiske, afrikanske besiddelser. Endelig tabte Alfonso mange støtter, da han ikke kunne beslutte sig til at komme borgen i Burgos til undsætning. Borgen blev belejret af Isabellas tropper og overgav sig den 28. januar 1476.

Slaget ved Toro den 1. marts 1476, som blev en afgørende triumf for Ferdinand, bevirkede samtidig, at den portugisiske konge mistede sine sidste støtter blandt de castilianske stormænd. I løbet af 1476 anerkendte de fleste Isabella og Ferdinand. Borgerkrigen i Castilien var således slut, men krigen fortsatte på internationalt plan.


Middelalderhær i slagorden

Lige fra krigsudbruddet havde kong Alfonso V af Portugal forsøgt at få Ludvig XI af Frankrig med i krigen på sin side. Ludvig XI foretrak imidlertid at indgå fredsaftaler med England, Bretagne og Burgundien – traditionelle allierede med Aragonien – før han engagerede sig militært på Den Iberiske Halvø og først i september 1475 underskrev han med Portugal en aftale, som forudså en fælles fransk-portugisisk invasion i Castilien og en senere deling af Aragonien mellem Frankrig og Portugal i tilfælde af succes med foretagendet.

Tre franske forsøg på invasion i Castilien gennem de baskiske provinser blev hver gang standset ved Fuenterabía med hjælp af den baskiske flåde, som havde fuld kontrol over Den Biscayiske Bugt. Disse nederlag og forskellige politiske forhold fik Ludvig XI til at underskrive en fredstraktat med Castilien i San Juan de Luz den 9. oktober 1478. Han overlod dermed den portugisiske konge til sin egen skæbne. Da Alfonso ydermere fik afslag fra paven, Sixto IV, på sin anmodning om dispensation til ægteskab med Johanne (hun var hans niece), og arveprinsen af Portugal, Johan, anførte en opposition, der gik ind for en afslutning af krigen i Castilien, kunne man se en ende på krigshandlingerne.

I februar 1479 tog hertuginde Beatriz de Braganza, som var tante til Isabella og svigerinde til Alfonso, initiativet til at få oprettet en fredsaftale. Det førte til en række møder mellem den 18. og 22. marts i fæstningen Alcántara mellem hertuginden og dronning Isabella. Disse møder førte dog ikke til nogen endelig aftale, men forhandlingerne fortsatte, og den 4. september 1479 underskrev parterne i den portugisiske by Alcaçovas en fredsaftale indeholdende fire punkter.

Et af punkterne handlede om prinsesse Johanne af Castiliens skæbne. Man aftalte, at hun skulle indgå ægteskab med prinsen af Asturien (Isabellas og Ferdinands søn), Johan, som på det tidspunkt var et år (Johanne var 17). Indtil Johan nåede giftealder, skulle han og Johanne holdes under opsyn. Der blev aftalt en erstatning på 100.000 doblas i guld, hvis ægteskabet ikke blev gennemført, og Johanne skulle indtræde i et kloster - hvilket faktisk skete.

Prisesse Johanne af Castilien, almindelig kendt som la Beltraneja (1462 - 1530) var datter af Henrik IV og hans hustru, Johanne af Portugal. Der verserede imidlertid rygter om, at hun ikke var rigtig prinsesse, men datter af en af kongens favoritter Beltrán de la Cueva - deraf tilnavnet. Hun blev udnævnt til tronfølger af Henrik IV i 1470, efter at kongen havde annulleret Isabellas arveret efter hendes giftermål med Ferdinand. Johanne afskrev sig rettighederne til Castiliens trone efter fredstraktaten i Alcaçovas i 1479. I 1480 indtrådte hun i kloster i Portugal, hvor hun blev modtaget og behandlet som Excelente Señora.

Et andet punkt bestemte ægteskab mellem Isabella og Ferdinands førstefødte, prinsesse Isabella (f. 1470), og Alfonso V af Portugal, hertil en medgift af betragtelig størrelse, hvilken nærmest var at betragte som en krigsskadeerstatning til Alfonso. Man skulle acceptere de fælles grænser, som de var inden krigsudbruddet, Castilien skulle anerkende Portugals interesser i Afrika og endelig skulle man benåde de castilianske adelsmænd, som havde deltaget i krigen på Portugals side. Alt dette førte til ro i riget og til en bekræftelse af Isabella og Ferdinand som monarker. Samtidig med denne bekræftelse døde Johan II af Aragonien – Ferdinands far – hvilket gjorde Ferdinand til Ferdinand II af Aragonien. Ægteskabet havde ført til en dynastisk forening af de to kroner.

Johan II af Aragonien - Ferdinands far

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Castiliens hegemoni
Den dynastiske union mellem Castilien og Aragonien, som var grundlaget for den politisk-territoriale sammenslutning af de katolske monarkers riger, var en overenskomst mellem to ulige og forskellige parter, og den betød ikke en institutionel forening af rigerne. Castilien og Aragonien havde gennem historien udviklet hver sin institutionelle model og sine egne regeringsformer, og disse strukturer opretholdt man, indtil borbonerne overtog magten (Felipe V,1700).

I slutningen af det XV århundrede – efter erobringen af kongeriget Granada – havde Castilien en udstrækning på 385.000 km2, hvilket er ca. to tredjedele af det samlede iberiske territorium, med en befolkning på omkring fire millioner, mens Aragonien havde en territorial størrelse på 110.000 km2 og et befolkningstal på ca. 800.000. Catalonien med Barcelona var næsten affolket p.g.a. epidemier – pest m.m. – og de mange borgerkrige i den sidste halvdel af århundredet havde decimeret befolkningstallet. Den største by under den aragonske krone i De Katolske Monarkers regeringstid var Valencia med omkring 70.000 indbyggere, mens Barcelona næppe havde flere end 25.000. I Castilien var befolkningstætheden størst i den centrale del, Toledo, Valladolid, Burgos, Salamanca m.fl. og i Andalusien, i særdeleshed i Sevilla.

Barcelona i Middelalderen

Castiliens dominerende politiske position blev stadig mere udbygget p.g.a. rigets favorable økonomiske ekspansion. Udenrigshandlen blomstrede, nordpå til Flandern, England, Frankrig og Hansa-staterne, sydpå gennem Gibraltarstrædet til Middelhavslandene og via Atlanterhavet til Afrika og øgrupperne i oceanet. Man eksporterede først og fremmest uldprodukter. Aragonien havde ikke den samme økonomiske fremgang, hvilket først og fremmest skyldtes problemerne i Catalonien. Dette blev der i nogen grad rettet op på i det følgende århundrede.

Det er sikkert, at de katolske monarkers indenrigspolitiske succes i Castilien skyldtes genindførelsen af balancen mellem de stænder, klasser og samfundsgrupper, som blev berørt af de dybtgående politiske, økonomiske, sociale og ideologisk-kulturelle forandringer, som fandt sted i perioden. Dette i modstrid med den behandling som de etniske og religiøse mindretal blev udsat for. De Katolske Monarkers succes skyldes for en stor del den ligevægt, som det lykkedes dem at indføre i det castilianske samfund, udtaler en samtidig historiker.

I Aragonien og i særdeleshed i Catalonien var der langt fra den samme lighed mellem klasserne. Ydermere led Catalonien under mange års borgerkrig og flere pestepidemier. For at rette op på skævhederne besluttede Den Katolske Monark, Ferdinand, på et møde afholdt i det extremenske kloster Guadelupe, 21. april 1486 at indføre en række reformer – først og fremmest jordreformer – for at komme den gærende utilfredshed i forkøbet. Disse reformer sikrede i nogen grad den sociale stabilitet i årene fremover. Af stor betydning fik også fire reformer vedrørende Barcelonas bystyre, som kong Ferdinand indførte mellem 1490 og 1510, og som sikrede en mere ligelig fordeling for bybefolkningen.



Cortes i Catalonien i 1495

Alle disse forhold taget i betragtning gjorde, at Castilien blev det fælles politiske centrum for monarkerne. Den kongelige magt baserede sig på en række ideologiske fundamenter af teologisk og juridisk karakter. I sidste halvdel af XV århundrede var det en rodfæstet overbevisning i Castilien, at kongemagten var uddelegeret af Gud og tilpasset den menneskelige virkelighed af den guddommelige lov og lovprisning af religionen.


Fortsætter HER

Hvad synes du om artiklerne?