fredag den 26. september 2014

Vélez' bycentrum forvandler sig i dag til skueplads for San Miguel (årets største fest i Vélez-Málaga)

La Axarquías hovedstad oplever fra i dag og til mandag den 29. de største dage i byens Real Feria de San Miguel 2014 med indledningen på la Feria de Día i bycentrum, en af de største begivenheder under festen, først og fremmest på grund af den store deltagelse. Siden i går har 40 kollektiver, foreninger, broderskaber, sportsklubber og -foreninger arbejdet for at rejse og udsmykke deres casetas i den historiske bykerne, som omfatter la plaza de las Carmelitas, plaza del Carmen, calle Canalejas, pasaje Montera, Reñidero og Paseo de Andalucía. Kommunen har installeret tre forskellige scener i centrum, hvor der er underholdning af orkestre, sangere og dansegrupper.
Det gamle kloster Las Claras er fra klokken 19:00 reserveret til Flamenco de la Feria med optræden af Macarena Álvarez, dans, akkompagneret af Mamen Ruiz med sang og med guitar af Rubén Portillo. Der bliver serveret paella i calle Laureano Casquero.
La Feria de Día begynder klokken 14:00 og slutter klokken 19:00. Herfra flytter begivenhederne til feria-centret Prado del Rey med Feria de Noche, hvor der er installeret et dusin casetas, og hvor den unge sanger og skuespiller Abraham Mateo optræder fra klokken 22:00.

torsdag den 25. september 2014

La Audiencia (domstolen) giver 10 dages frist til Isabel Pantoja og Maite Zaldívar til at melde sig til afsoning i fængslet

La Audiencia Provincial har afsagt dom mod Isabel Pantoja, Maite Zaldívar (Julián Munoz' ex-kone) og fire andre i en forgrening af sagen 'caso Malaya', som handler om hvidvaskning af penge. Retten har fastsat en frist, som ikke kan appelleres, på 10 dage for de dømte til at starte på deres fængselsdomme og betaling af de bøder, de er idømt.
I sagen om den berømte sangerinde, beordrer retten hende til at opfylde 
fængselsstraffen på 24 måneder "frivilligt", og man oplyser, at hvis hun ikke gør det, vil man efterlyse og eftersøge hende og indsætte hende i fængslet. Samtidig giver man hende den samme frist på 10 dage til at betale bøden på 1.147.148 euros.
Det samme gør sig gældende for Maite Zaldívar, som skal afsone to år og seks måndeder i fængsel og betale 1.700.000 euros i bøde..

onsdag den 17. september 2014

Exborgmesteren fra Sedella dømmes for overtrædelse af byplanloven

Exborgmesteren fra den axarquiske landsby, Sedella, Francisco Gálvez (PSOE), er blevet dømt af retten i Málaga for at overtræde byplanloven til fem år og tre måneders inhabilitet.
Ydermere er han dømt til fire måneder og 14 dage i fængsel, da man anser det for bevist, at han har udstedt en tilladelse til at renovere og udvide en bolig, der er opført på fredet areal.
Også ejeren af boligen, som søgte tilladelsen, en udlænding, har man idømt den samme fængselsstraf plus en bøde på 1.620 euros.
I afgørelsen understreger man, at nedrivning af boligen er nødvendig for at genoprette den lovlige orden.

torsdag den 4. september 2014

Vélez kommune anmoder La Junta de Andalucía om, at Juntaen betaler 75% af underskuddet, for at man kan genoptage driften af sporvognen

Mere end to år efter, at sporvognen blev standset på hans ordre "på grund af de høje udgifter" og til trods for at la Junta de Andalucía ved gentagne lejligheder har oplyst, at man ikke var indstillet på at deltage økonomisk i sporvognens opretholdelse, fortsætter borgmester Francisco Delgado (PP) med at presse på for at få sporvognen i Vélez-Málaga i funktion igen. Hans sidste argument er en henvisning til Metroen i Málaga, som netop er færdiggjort, hvor Fomento-ministeriet betaler 75% af udgifterne og kommunen de resterende 25%.
Sporvognen i Vélez var den første i Andalusien, den startede i oktober 2006. Den fungerede i mindre end seks år. Efter standsningen af sporvognen har der været utallige klager fra borgere på grund af bussernes upræcise kørsel.

onsdag den 3. september 2014

La Fiesta de Ajoblanco (hvidløgssuppe) i Almáchar fylder 46 år

Den malagensiske lokalitet i la Axarquía, Almáchar, fejrer i week end'en (6.-7.09) la fiesta del ajoblanco. Denne fest, der er enestående blandt de malagensiske landsbyer, opstod som følge af et initiativ i 1968 fra flere boirgere i landsbyen med det formål at gøre politikerne opmærksomme på nødvendigheden af at forbinde landsbyen med en landevej. Traditionen består, men nu med det formål at tiltrække malagensere for at give dem kendskab til kulturen og gastronomien i Almáchar.
Festen begynder lørdag den 6. september, hvor man fra mange opsatte boder vil tilbyde ajoblanco (hvidløgssuppe) lavet på landsbyens gamle traditioner. Suppen kan nydes sammen med andre fødevarer fra landsbyen som druer, rosiner og moscatel-vin. Gaderne er pyntede til fest. Der vil også være underholdning med gøglere og dansegrupper, sangkor og en flamenco-opvisning fra klokken 22:00 på  Plaza España. Klokken 23:00 på Paseo de la Axarquía er der underholdning med sangría og tapas. Alle disse aktiviteter er ifølge borgmester Jesús Gámez gratis.

Hvad synes du om artiklerne?