mandag den 30. april 2012

Málaga demonstrerer mod nedskæringerne i sundheds- og undervisningssektoren

På opfordring af de store fagforeninger, CCOO og UGT, og med støtte fra venstrepartierne og sociale organisationer, gik beboerne i Málaga i går på gaden for at protestere mod de af regeringen Rajoy gennemførte nedskæringer i sundheds- og undervisningssektorerne. Den kraftige regn morgen og formiddag lagde en dæmper på demonstrationen, som begyndte klokken 11:30 med en halv times forsinkelse. Tusinde personer - 10.000 iflg arrangørerne og ca. 2.000 iflg. politiet - godt beskyttede med paraplyer og regnfrakker marcherede gennem la Alameda de Colón, la Alameda Principal og el Parque for til sidst at nå frem til plaza de Torrijos. Regnen holdt en pause under marchen. 

søndag den 29. april 2012

Málaga CF besejrede Valencia (1-0) og nærmer sig deltagelse i Champions league og tredjepladsen i la Liga

Døren til Champions league er åben for Málaga, efter at man har demonstreret, at man ønsker at være en "grande" - og man er meget tæt på at opnå det.
I overværelse af sheiken, Abdullah Al-Thani (klubbens ejer), viste det blå-hvide hold autoriteten mod Valencia, som blev besjret med 1-0. Málaga CF var  klart overlegne gennem hele kampen.
På billedet ses sheik Al-Thani under kampen.

lørdag den 28. april 2012

Momsen (el IVA) i Spanien forhøjes i 2013


Den sidste forhøjelse af IVAen, som fandt sted i 2010, omtalte den nuværende præsident, Mariano Rajoy, som "vanvittig", Han var dengang i opposition! Nu forhøjes IVAen igen med ham som præsident i 2013. Dette for at hjælpe på statens indtægter og nedbringe det store offentlige underskud. Økonoministeren, Luis de Guindos, meddelte fredag, at man foruden IVAen ville forhøje afgifterne på tobak, alkohol og benzin.

fredag den 27. april 2012

La Fiesta del XXIV Día de la Morcilla (blodpølse) i Canillas de Aceituno udvides lørdag (28.04) med et arabisk marked

La concejalía de Fiestas del Ayuntamiento (kommunens festudvalg) har besluttet at udvide programmet for den XXIV Día de la Morcilla, som finder sted søndag den 29. april, med et arabisk marked lørdag den 28. april. Det finder sted i gaderne Francisco Gallero Badillo y Andalucía fra klokken 20:00 sammen med en arabisk-andalusisk forestilling af kompagniet Fiestasur. Begivenhederne på el Día de la Morcilla begynder søndag den 29. klokken 11:00 med procession for la Virgen de la Cabeza. Efterfølgende kan publikum nyde serveringen af morcilla, vin og øl. Orkesteret Fiestasur sørger for den musikalske underholdning.

torsdag den 19. april 2012

Vélez tager endelig skridt til at nedlægge sporvognen

Andalusiens første sporvogn har igen sine dage talte. Kommunen i Vélez har i denne uge genoptaget kontakten med koncessionsfirmaet Transporte Urbano de Viajeros (Travelsa) for at aftale nedlæggelsen af sporvognen, som forbinder Vélez-Málaga og Torre del Mar, og i stedet blive enige om de nye buslinjer, der skal erstatte sporvognen.
Iflg. borgmester Francisco Delgado er den eneste måde at bevare sporvognen, der har kostet 35 millioner euro siden oprettelsen for fem et halvt år siden, at Junta de Andalucía vil dække driftsunderskuddet.
Travelsa har koncession på driften af sporvognen indtil år 2030 (femogtyve år fra oprettelsen i år 2005), hvilket har forhalet beslutningsprocessen om nedlæggelsen.

mandag den 16. april 2012

Sneen dækker de højeste tinder i las Sierras Tejeda y Almijara


Det dårlige vejr, blæsten og regnen i denne week end i la Axarquía har bevirket, at der ligger sne på de højeste tinder i el Parque Natural de las sierras Tejeda y Almijara.
Fra i går, søndag 15.04, er den højeste tinde i parken, La Maroma (2068 meter) dækket af et hvidt tæppe, hvilket er meget usædvanligt på denne årstid. Man registrerede en lignende situation den 20. marts sammenfaldende med forårets komme. Også ved den lejlighed var tinderne dækket af sne. Forskellen er, at mens sneen i marts forsvandt næsten samme dag, er den idag, mandag, stadig synlig de fleste steder.

lørdag den 14. april 2012

Prisnedsættelser hos de prostituerede tiltrækker et stadigt ynge klientel!

Politiet overraskede en gruppe unge mennesker sammen med nogle prostituerede i en gade i Málaga. Politiet noterede alle, da både udbud og efterspørgsel er forbudt i Spanien. Af de ti unge mænd var de otte mindreårige.
Det er en ny tendens: Stadig ynge mænd nærmer sig den prostitueredes verden. Selv om der er mange faktorer, der medvirker til dette fænomen, har nedgangen i prisen for en prostitueret været afgørende for at forvandle dette marked til en overkommelig opgave for de fleste.
Den gamle tarif på 50 euros, en pris der blev respekteret af hele professionen, har måttet vige for den fri konkurrence, hvor det udelukkende drejer sig om udbud og efterspørgsel.
"Det hele drejer sig om maven" bekræfter María, en rumæner på 26 år, som arbejder i gaderne. "Hvis der kommer en ung mand med 10 eller 15 euros, betyder det dagens måltid for mig". Problemet iflg. María er, at der altid er nogle, der vil acceptere et hvilket som helst tilbud, hvor lavt det end måtte være.

fredag den 13. april 2012

Den nordamerikanske stat Florida tildeler general Bernardo Gálvez en udmærkelse

En af de mest fremtrædende borgere i Macharaviaya, Bernardo de Gálvez, bliver endelig udmærket af staten Florida med medaljen Great Floridian Award 2012. Det drejer sig om en af de vigtigste udmærkelser, staten overrækker i anerkendelse af en særlig indsats til nuværende eller afdøde floridianere.
I år har en kommission under ledelse af guvernøren, besluttet at anerkende Bernardo Gálvez' særlige indsats under den amerikanske uafhængighedskrig for staten Florida. Slaget ved Pensacola var kulminationen på Bernardo Gálvez' indsats.
Borgmesteren i Macharaviaya, Antonio Campos (PSOE), har udtrykt sin tilfredshed med denne udnævnelse, "som betyder en større anerkendelse fra USA af denne historiske person; medaljen vil føje sig til rækken af Bernardo Gálvez' store succes'er".

Læs om slaget ved Pensacola, hvor Bernardo Gálvez besejrede den stærke engelske flåde HER.

onsdag den 11. april 2012

Fremmedlegionen i Torre del Mar

I påsken 2012 oplevede Torre del Mar et historisk øjeblik, da den spanske legion for første gang besøgte byen. Hundredvis af borgere og andet godtfolk stimlede sammen på Paseo Larios for at overvære legionens opvisning i musik, sang og eksersits på pladsen foran San Andrés (kirken).
Legionen er hvert år til påske i Málaga for at følge optoget med la Virgen de las Angustias.

Se en video med legionens opvisning HER

La Memoria Andalusi

Fra præhistorien til generobringen
Spaniens historie frem til 1492 - især om den arabiske periode (711 - 1492)
Det var otte århundreder med en strålende, kulturel udvikling som begyndte et forår i 711 og som sluttede bittert samme år som opdagelsen af Amerika. En civilisation med to ansigter, udfordring og tolerance, kendetegnende for historien om Halvøens beboere i perioden.

Læs hele den fascinerende historie om La Memoria Andalusi HER
Læs HER en egnbeskrivelse over La Axarquías landsbyer.
Og læs HER om La Axarquías historie og geografi.

mandag den 9. april 2012

Nerja åbner for turismen i naturen

Nerja er den bedst kendte turistdestination på Costa del Sol Oriental-Axarquía. Turister strømmer ikke kun til byen for at nyde strandene eller for at besøge den berømte grotte, men også for at lære naturparken Sierras Tejeda, Almijara y Alhama at kende. 85% af kommunens område er dækket af dette naturområde eller af paraje de los Acantilados de Maro-Cerro Gordo. Dette turistområde i lokaliteten for Balcón de Europa er imidlertid ikke meget udviklet, udbuddet af overnatningsmuligheder er praktisk taget lig nul.
Denne situation vil imidlertid kunne ændres i de kommende måneder takket være to projekter, som er under udvikling, et fra kommunen og et andet på privat initiativ. Det første er et bjergherberg med kapacitet til 24 personer i området ved Fuente del Esparto. Det andet er et bjerghotel med 10 dobbeltværelser ved Peñón de los Castillejos ved den øverste del af río de la Miel. Hollandske investorer bygger en gammel bondegård om til hotel med swimming pool m.m.

onsdag den 4. april 2012

Día del Residente (udlændingedag) i Nerja

El Departamento del Ayuntamiento de Nerja vil fejre el Día del Residente søndag den 29. april 2012. Dagen er forbeholdt alle fastboende udlændinge, folk der besøger byen i kortere perioder og turister, som kan tilbringe en hyggelig dag med besøg ved de forskellige boder og nyde den levende musik.
Begivenheden finder sted på la Plaza de España (bag ved rådhuset) fra klokken 12:00 til klokken 19:00. Boderne vil være åbne til klokken 17:00. Der er 33 boder fra forskellige udenlandske sammenslutninger og klubber i Nerja og mange spanske grupper med relationer til de udenlandske samfund. Ydermere vil der være 8 barer, som serverer typisk mad og drikke fra de deltagende udlande.
Der vil være levende musik hele dagen fra klokken 12:00 til klokken 19:00 (og muligvis længere hvis man ønsker det) med dans, sang og optræden.

¡FELIZ DÍA DEL RESIDENTE!

søndag den 1. april 2012

Antityrefægtningsaktivister protesterer foran tyrefægterarenaen Las Ventas i Málaga

En halvnøgen ung kvinde med bandarillas stukket i ryggen og indsmurt i blod symboliserer dyrets lidelser.

Hvad synes du om artiklerne?