fredag den 30. juli 2010

Mange kommuner i la Axarquía afholder byfester i august

Lokaliteterne Colmenar, Canillas de Aceituno, Cútar, Los Romanes (La Viñuela), El Morche, Chilches, Riogordo, Moclinejo og Alcaucín fejrer deres fiestas i august
Efter en juli måned fyldt med ferias, festligheder og fiestas til havs, forbereder la Axarquíq sig på en august måned med mange byfester. Et dusin lokaliteter fejrer i denne måned deres store dage, idet de benytter sig af den attraktive turistmåned med stor tilstrømning af gæster. Kystlokaliteten Lagos fejrer sin feria fra 6. til 8. august og Chilches fra 13. til 15. august. Torrox fejrer den 5. august festlighederne for byens patrona, La Virgen de las Nieves, og den 6. august el Festival Infantil de Verdiales (fest for børnene).

El Morche slutter sig til rækken af byfester, idet man fejrer feriaen mellem 12. og 15. august. Det er i august, at de axarquenske landsbyer klæder sig i galla for at festligholde sine patronos som Riogordo med Feria de San Jacinto og la Virgen de la Gracia, som finder sted fra 14. til 18. august; mens man i Alcaucín med feriaen mellem 6. og 8. august forener  la Fiesta del Agua og den traditionelle Festival de Cante Flamenco.

I Canillas de Aceituno fejrer man mellem 5. og 8. august la Feria de la Virgen de la Cabeza og i Cútar feria de San Roque fra 13. til 15 august. La Viñuela fra 13. til 15. august og Moclinejo fra 20. til 22. august.

torsdag den 29. juli 2010

Antequera, Málaga

En gennemgang af byen, dens historie og monumenter
Antequera ligger i Málaga Provins i 509 m. højde over havet ca. 45 km. nord for hovedstaden og ca. 10 km. nord for El Torcal (Tallerkenbjergene). Byen er omgivet af de store subbetiske bjergformationer, som strækker sig fra Cádiz til Jaén. Fra Torre del Mar/Vélez kører man ad El Arco via el pantano de la Viñuela og Riogordo til Colmenar og ind i Comarca de Antequera. Her tager man autovíaen, A45, gennem passet puerto de las Pedrizas og afkørslen til Antequera.
El Torcal de Antequera er et yndet udflugtsmål for fastboende danskere (og mange andre) og deres gæster. Turen til El Torcal kombineres gerne med et besøg i Antequera, byen som blev erobret af de kristne allerede i 1410. Man bør imidlertid afsætte mere end en halv dag i Antequera. Byen er fuld af serværdigheder som los dólmenes de Antequera (stendysserne i Antequera), la Alcazaba (den arabiske fæstning og haveanlæg), det kommunenale museum o.m.fl., som det vil fremgå af den efterfølgende tekst.

HISTORIE
Der har boet mennesker i Antequera i tusindvis af år, byens fortid går ca. 5000 år tilbage i tiden, hvor dysserne Menga, Viera og Romeral blev opført som begravelsespladser. Og sikkert meget længere tilbage, hvilket bevises af udgravninger, man har foretaget i la Cueva del Toro i la Sierra del Torcal.

De omtalte dysser fra præhistorien ligger tæt på byen i et indhegnet område med haveanlæg. Der er et lille informationskontor, hvor man kan få oplysninger om tilblivelsen af dysserne

Fra den romerske periode, ca. 200 f.k. til ca. 500 e.k. har man bevaret mange vidnesbyrd. I El Arco de los Gigantes (kæmpernes bue) kan man se mange genstande fra de romerske bebyggelser Antikaria, Sigilia og Nescania, og på det kommunale museum opbevarer man utallige fund fra epoken som El Efebo de Antequera (Ynglingen fra Antequera) o.m.fl.

El Arco de los Gigantes
Der er også mange spor fra det arabiske Antikaria, især fæstningen, som ligger på byens højeste punkt. Den muslimske by var udsat for mange forgæves angreb og belejringer, men det var først el infante don Fernando, él de Antequera (prins Ferdinand, ham fra Antequera), der erobrede byen i 1410 efter fem måneders belejring.

La Alcazaba de Antequera
Fra erobringen i 1410 begyndte den kristne udvikling af byen. Man flyttede ud fra fæstningens snævre mure og skabte den nuværende by på sletten udenfor. Man opførte imponerende religiøse og civile bygninger i renaissance- og barokstil. Dette i forbindelse med nye bydele, som er karaktiseret ved huse med flotte hvidkalkede facader, som er typisk for Antequera. De gør byen til en af de smukkeste i Andalusien.

El infante don Fernando de Antequera

Efter den kriste erobring af Antequera allerede i 1410 fulgte nogle usikre år, indtil resten af provinsen blev erobret i 1487. P.g.a. byens gode økonomi og stærke kristne tro tiltrak den mange religiøse ordener, som gennem XVI, XVII og XVIII årh. byggede pragtfulde kirker og klostre, som kan beundres den dag i dag. Også mange adelige familier bosatte sig i Antequera og opførte imponerende paladser og herskabshuse.

Gå videre til Antequera monumenter

onsdag den 28. juli 2010

Antequera, monumenter

En gennemgang af byen, dens historie og monumenter
BYEN
Antequera er beliggende nord for el Torcal på den venstre bred af río Guadalhorce midt i flodens strålende floddal. Med sine 45.000 indbyggere er den en af provinsens (Málagas) førende byer. P.g.a. beliggenheden nord for Sierra del Torcal, som skærmer for havet, er det koldt om vinteren og tørt og varmt og sommeren. Med kun 46 km. til Málaga Capital og forholdsvis kort afstand til de andalusiske provinshovedstæder, Córdoba, Sevilla og Granada, fremstår Antequera som et landligt centrum i Andalusien. Man kalder Antequera for "El corazón de Andalucía" (Andalusiens hjerte).

VIGTIGE MONUMENTER
”El Arco de los Gigantes” (kæmpernes bue) er et iøjnefaldende bygningsværk, som er opført i 1585 med den interessante idé at placere en række stentavler, mindeplader og statuetter på murene som et minde om den romerske storhedsperiode i byen og andre byer fra egnen. Det betragtes som det førende museum for romerske fund i Spanien.

El Arco de los Gigantes

El Castillo árabé (den arabiske fæstning) med flotte haveanlæg er meget bedre bevaret end fæstningen i Vélez-Málaga. Det meste af murværket og flere tårne er intakte som la Blanca (det hvide) og el Homenaje (ærestårnet), dette sidste med det legendariske ur Papabellotas og dækket af et lille renaissancetempel, hvor man opbevarer byens klokker. Fæstnings- og haveanlægget har været lukket et par år p.g.a. restaurering, men er nu atter åben for offentligheden. Haveanlægget er en smuk park, hvorfra der er fantastiske udsigter over byen og floddalen.

Museo Municipal (det kommunale museum) er indrettet i el Palacio de Nájera, en smuk bygning fra den første tredjedel af XVIII årh. Oprindelig var paladset bolig for familien Eslava. Man har brugt indgangspartiet fra den oprindelige bygning fra det XVI årh. Den indvendige patio i smuk barokstil er et typist udtryk for antequeransk stil. Paladset indeholder mange, forskellige sale, som viser byens høje kulturelle, arkitektoniske niveau. Museet er delt mellem en stueetage med åbne sale med søjler ud til patioen, et rummeligt trapperum, sale ovenpå og yderligere sale i øverste etage. I et af bygningens hjørner kan man beundre det flotteste udsigtstårn i Antequera. I museet udstiller man utallige interessante genstande som El Efebo de Antequera, en bronzeskulptur fra det første årh.e.k. Skulpturen blev fundet på marken udenfor byen, den forestiller en nøgen, ung mand og er uden tvivl den smukkeste og bedst bevarede genstand fra romertiden, man har fundet i Spanien. Alene den retfærdiggør et besøg i Antequera! Endvidere en buste i marmor af Druso el Mayor (Druso den store), et maleri af en romersk prins fra det første årh.e.k. I de forskellige sale udstiller man malerier af bl.a. Bocanegra, Mohedano og mexicaneren Juan Correa, guld- og sølvsmedearbejder med religiøse og andre motiver, smukt vævede og broderede klæder og tæpper o.m.m.





























Fotos fra museet blandt dem bronzefiguren El Efebo de Antequera (ynglingen), som anses for det vigtigste fund fra den romerske periode

I en af de mange sale udstiller man 16 malerier af den samtidige, antequeranske maler, Cristóbal Toral, en af Spaniens bedste, nutidige malere.
































Fem af Cristóbal Torals fremragende malerier

Cristóbal Toral er en berømt spansk maler, han blev født i Cádiz, men hans forældre flyttede til Antequera kort efter hans fødsel. Torals realistiske malerier har været udstillet i de bedste gallerier over hele verden. 16 af hans malerier kan ses i el Palacio de Nájera, det kommunale museum i Antequera. Kvaliteten af hans kunstneriske produktion har gjort ham fortjent til en bred international anerkendelse og til mange udmærkelser som Hijo Predilecto y Medalla de Oro de la Ciudad de Antequera (udvalgt søn og guldmedalje i Antequera), Medalla de Oro de Andalucía (Andalusiens guldmedalje) og Académico de Honor de la Real Academia de Bellas Artes Santa Isabel de Hungría (Æresdoktor i det kongelige akademi for skønne kunster Santa Isabel i Ungarn.

Der er forskellige, pragtfulde skulpturer bl.a. af Francisco de Asis (Frants af Asisi), han har sin egen afdeling i museet, et værk af den store kunstner Pedro de Mena.
Samlingen af guldsmedearbejder og –kunst er imponerende og dækker alle områder, Mantos de Virgenes (jomfrukapper), kunstgenstande fra las Cofradías de la Semana Santa (påskesammenslutninger), altertavler, møbler o.m.m.
I kælderetagen er der en samling af folkeligt anvendte brugsgenstande, et stort arkiv og et bibliotek.
Adresse: Plaza del Coso Viejo. Åbningstider: Fra tirsdag til fredag fra 10:00 til 13:30 og fra 16:30 til 18:30, lørdag fra 10:00 til 13:30, søndag fra 11:00 til 13:30. Mandag lukket.
Pris: Voksne 3 euros. Grupper 1 euro.
Museo Conventual de "Las Descalzas" (Klostermuseet “De barfodede”). Dette museum ligger i el Convento de las Carmelitas Descalzas (1632). Det blev oprettet med det formål at give de besøgende information om Carmelo (Karmelbjerget i Palæstina, hvor ordenen blev stiftet) og bidrage til Antequeras kulturelle liv. Klosterordenen blev stiftet af Santa Teresa de Jesús (en meget kendt, religiøs skikkelse i Spanien XVI årh.). Hensigten var, at prædike evangeliet fra deres klausur (klostertvang) og dele klosteret kunstneriske rigdom med befolkningen.
Museo Las descalzas


Museo Taurino (museet for tyrefægtning). Museet ligger på la Plaza de Toros, arenaen er en af de smukkeste i Spanien, det er opført i det XIX årh. Tyrefægtning i Antequera går dog længere tilbage i tiden (XVII årh.) og har udviklet sig siden dengang, hvilket der gives betydningsfulde beviser for i museets samling.

Museo Taurino

Museo del Aceite (olivenoliemuseet) viser Antequera-egnens store tradition for fremstilling af olie fra oliven, som er den største økonomiske aktivitet i byen/egnen. Museet er oprettet af gruppen Hojiblanca, som har hjemsted i byen, og som besluttede at oprette museet som en æresbevisning overfor olieindustrien i området.

Gå videre til Antequera, kirker

Antequera, kirker

En gennemgang af byen, dens historie og monumenter
KIRKER OG KAPELLER
Las Iglesias de Antequera (Antequeras kirker). Når man betragter byen fra oven ser man en skov af kirke- og klokketårne fra næsten 30 kirker, som kendetegner byen. Her omtales de vigtigste:

Real Colegiata de Santa María la Mayor. Kirken blev opført mellem 1514 og 1550. Den er blevet kaldt ”den første renaissancekirke, som blev opført i Andalusien”. Kirkebygningen er monumental. Den imponerende facade er – iflg. eksperter – efterlignet ved opførelsen af katedralen i Granada. Facaden er delt i tre lodrette kolonner, hvori er indsat dekorative buer og indgangsdøre. Man bemærker den midterste, centrale dør, som er ca. dobbelt så høj som de to sidedøre. Over kolonnerne er der en blind søjlegang og foroven afsluttes facaden med riflede tårne og spir. Indvendig er kirkerumme i store proporcioner basilikaformet med tre skibe og grandiose joniske renaissancesøjler. Dekorationerne er elegant mudéjar-kunsthåndværk (af arabisk oprindelse). Der er de seneste år udført indvendige restaureringsarbejder, og kirkerummet bruges nu også til afholdelse af koncerter. Adresse: Plaza de Santa María. Åbningstider: Mandag lukket. Fra tirsdag til fredag fra 10:00 til 13:30 og fra 16:30 til 18:30. Lørdag fra 10:00 til 13:30 og søn- og helligdage fra 11:00 til 13:30.

Iglesia del Carmen. Selv om opførelsen af denne kirke og el Convento de Carmelitas Descalzos (klosteret eksisterer ikke mere) begyndte i slutningen af det XVI årh. varede det mange år, før byggeriet blev færdiggjort. Kirken er opført med ét skib med kapeller i siderne. Man må fremhæve de pragtfulde loftkasetter i mudéjar-stil (arabisk oprindelse) og det fantastiske Store Kapel med tre altertavler i barok-stil, de to i siderne forgyldte og det centrale, i stort format, med søjler, dekoreret med basunengle og helgener overalt. Altertavlen er af træ, ikke forgyldt, i andalusisk barok-stil, ofte fejlagtigt kaldt ”churrigueresco”.
Altertavlen i Iglesia del Carmen

Iglesia de Nuestra Señora de los Remedios. Man finder denne kirke ved siden af byens rådhus (det gamle fransiskaner-kloster). Kirken er sammenbygget med rådhuset. Den er opført i XVII årh. som et latinerkors og med sidekapeller. Prakltisk taget hele kirkerummer er dekoreret med malerier. Altertavlen er forgyldt og i en ekstrem barok-stil, den er bygget i det XVIII årh. med forskellige billeder og en central nische til helgeninden, la Virgen de los Remedios, Patrona de Antequera (byens skytshelgeninde). Meget lig la Ermita de Nuestra Señora de los Remedios i Vélez-Málaga, som de fleste vel har besøgt.

Jomfruen på vej fra kirken til en rundtur i byen


Iglesia Colegial de San Sebastián (stiftskirke). Denne kirke overtog i slutningen af det XVII årh. hvervet som byens stiftskirke fra Santa María. Facaden er fuldstændig i renaissance-stil og det smukke tårn i barok-stil opført i mursten og dekoreret med terrakotta. Omgivelserne til kirken med det smukke renaissance-springvand på pladsen, El Arco (buen) i calle Nueva tæt ved og passagen til fæstningen i det høje er et af de smukkeste kvarterer i Antequera.
Iglesia de San Sebastián

Capilla del Portichuelo. Kapellet blev opført i 1715 på la Plaza del Portichuelo. Kapellet er et eksempel på fuldblods andalusisk byggestil. Det er i to etager med åbne gallerier og en lukket tagetage og afsluttet med en lille kvadratisk tagkonstruktion.

Capilla del Portichuelo

Der er mange andre interessante kirker og klostre i Antequera som f.eks. San Francisco, Santiago, San Juan, Descalzas, Belén, Madre de Dios o.m.fl., hvis pragtfulde arkitektur og flotte indvendige, dekorationer er et udtryk for høj kunstnerisk kvalitet.

BYGNINGER
Palacios y Casas Solariegas (paladser og herskabshuse). Selvom nogle af stor interesse er forsvundet d.d., har man bibeholdt mange andre vigtige bygninger. Fra det XVI årh. El Palacio de los Marqueses de la Peña, Palacio de los Marqueses de Escalonias, el Palacio Municipal og la Casa de los Pardo er fra det XVII årh. Palacio de Nájera (Museo Municipal) er fra det XVIII årh. Ligeledes fra det XVIII årh. er Cas de los Pinofiel, Casa de los Condes de Colchado, Palacio de Villadarias, Casa de los Colarte (Casa-Museo) og Casa de los Barones de Sabasona. Og fra det XX årh., helt konkret fra 1930’erne Casa de los Serailler, Casa de Ahorros de Antequera og Teatro-Cine de Torcal.

Herskabshus, Antequera

Antequera, dysser

En gennemgang af byen, dens historie og monumenter
STENDYSSERNE

Los Dolmenes Prehistoricos (de præhistoriske stendysser). Tæt ved byen ligger de tre stendysser, Menga, Viera og Romeral, som er den mest betydningsfulde samling af præhistoriske dysser i Europa. De beviser, at der i den frugtbare dal, som gennemløbes af río Guadalhorce, var menneskelig tilstedeværelse allerede for ca. 5000 år siden. Det drejer sig om dysser, som blev anvendt som begravelsessteder. Dysserne blev opført med enorme sten og siden dækket med jord, så man måtte tro, at det blot drejede sig om forhøjninger i terrænet.
Åbningstider: Fra tirsdag til lørdag fra 09:00 til 18:00, søndag fra 09:30 til 14:30, lukket mandag, 1. januar, 1. maj og 25 december. Pris gratis.
El dolmen de Menga

Dolmen de Menga er den største og ældste af de tre dysser. Man har haft kendskab til Menga fra gammel tid, den er blevet kaldt ”majestætisk og den bedst bevarede dysse i hele verden fra præhistorien”. Den er opført omkring år 2500 f.k. Indvendig måler Menga 25 m i længden med en maksimal bredde på 6,5 m og 2,7 m i højden. Man får adgang til dyssen gennem et galleri eller korridor, som fører til et stort kammer, som består af syv store, lodrette stensøjler på hver side af kammeret og en for enden. Taget udgøres af fire enorme stenplader. Man har beregnet, at den sidste stenplade vejer ca. 180 tons. I midten af kammeret findes tre stensøjler, som man mener er med til at understøtte taget.

Dolmen de Viera ligger tæt ved Menga. Navnet skyldes to brødre, som hed Viera, kommunale gartnere, som opdagede dyssen i 1905. Den er ikke så stor som Menga, men det akkurate arbejde med stenene viser, at der har fundet en arkitektonisk udvikling sted i de ca. 100 år, der er mellem opførelsen af den ene og den anden. Indgangen til dyssen består af en lang korridor, gennem hvilken man får adgang til et terningformet begravelseskammer. Kammeret er ca. to meter på hver led. Der er boret hul i den bageste støttesten, hvornår ved man ikke, formentlig af ”skattejægere”.

Dolmen de Romeral blev også opdaget af brødrene Viera i 1905. Den er ekseptionel, fordi dyssen indeholder et rundt begravelseskammer på 5,20 m i diameter, som dækkes af en hvælving med falsk kuppel, det første eksempel i Europa på denne type konstruktion. Både i den lange korridor, som giver adgang til kammeret, som i selve konstruktionen, kan man se den udvikling i arkitekturen, som har fundet sted. Støttestenene i væggene er ikke store, kompakte sten, men mindre, som er muret sammen med ler. Man har beregnet opførelsen til ca. år 1800 f.k.
El dolmen de Romeral, Antequera

LA PEÑA DE LOS ENAMORADOS (De forelskedes klippe)
En lille klippetop udenfor Antequera på grænsen til nabobyen Archidona, hvis profil minder om en mystisk sfinks, var det tavse vidne til den tragiske ende på en kærlighedshistorie mellem en ung kristen fra Antequera og en maurisk prinsesse fra Archidona. Da det ikke var dem muligt at fuldbyrde deres kærlighed midt i to fjentlige verdener, flygtede de forfulgt af mauriske soldater, indtil de blev omringet på klippen. De unge elskende - hellere end at overgive sig og leve adskilt i denne verden - foretrak de at være sammen i den anden, og efter en hed omfavnelse kastede de sig ud i evigheden.

LA SIERRA DEL TORCAL
Læs om el Torcal de Antequera her

tirsdag den 27. juli 2010

Procession med tusindvis af deltagere i Torre del Mar

Torre del Mar tog i går (26.07) med pomp og pragt afsked med byens feria for Santiago og Santa Ana.
Det gjorde man med den traditionelle procession for la Virgen del Carmen (fiskernes og søfolkenes skytshelgeninde). Tusinder af mennesker samledes i går aftes foran dørene til la Iglesia de San Andres for at deltage i hvad der betragtes som den mest strålende begivenhed i den vigtigste fest, som afholdes i kystbyen. Hvis processionen gennem byens gader var imponerende, var sejladsen med jomfruen langs kysten ikke mindre strålende. Begivenheden kulminerede med et kæmpefyrværkeri på stranden.

mandag den 26. juli 2010

Familien Obama vælger at tilbringe en del af sommerferien i Marbella

Marbella er det valgte mål for familien Barack Obama i sommerferien. Den berømte turistby på Costa del Sol vil modtage præsidentens kone og børn i den første uge af august, iflg. hvad DiarioSur har erfaret. Valget af Marbella betyder et skulderklap uden sidestykke  til byen og udvisker definitivt det dårlige billede af byen forårsaget af de seneste års begivenheder.

USAs præsidenthustru, parrets børn og en stor gruppe af venner vil ankomme en af de første dage i august til hotel Villa Padierna, som ligger i bydelen Benahavís mellem Marbella og Estapona. Her vil de opholde sig i ca. to uger. Følget, som inkluderer talrige sikkerhedsfolk, vil disponere over ca. 40 værelser på forskellige hoteller i Marbella.

Se HER et billedgalleri fra hotellet, hvor familien Obama skal tilbringe ferien.

torsdag den 22. juli 2010

I morgen (fredag 23.07) vælges Miss Torre del Mar 2010

12 kandidater kæmper om kronen i konkurrencen, som åbner "la Feria de Santiago og Santa Ana".
I morgen kender man navnet på Miss Torre del Mar 2010, en konkurrence hvor der i år deltager 12 unge damer fra byen. Konkurrencen er starten på festlighederne for Santiago og Santa Ana. Konkurrencen finder sted i la Caseta Municipal på feria-området og er arrangeret af  la Asociación de Comerciantes y Empresarios de Torre del Mar.

La feria de Torre del Mar vender i år tilbage til Paseo de Larios efter anmodning fra mange borgere, efter den i en 10-års periode blev afholdt i El Copo. Programmet for aktiviteterne under feriaen er meget omfattende, der vil være noget for enhver smag, både dag og aften.


PROGRAM:
Torsdag 22:
09.00: Koncert af la Banda Municipal de Música en el Centro de Día de Mayores. (Det kommunale orkester i pensionisthjemmet)

20.00: Optog gennem byen af "Cometas",fra la Compañía La Carpa Teatro,gennem følgende rute: Fra el Pº de Larios, Avda. Andalucía, Del Mar, Saladero, Copo, Plaza de la Paz, Blas Infante, Duque de ahumada, Avda. Andalucía,Avda. Toré Toré, Pº Marítimo de Poniente til indgangen til feria-pladsen.

22.00: Snoren klippes ved den officielle indvielse af la Feria.

Caseta Oficial:
22.15: Optræden af dansegrupper fra Torre del Mar: Torre del Baile, Alicia Díaz y Candilejas .

23.00: Presentation af kandidater til  Reina Infantil (barnedronning), og hendes hofdamer.

23.15: Valg af la Reina Infantil og hofdamer.

00.30: Præsentation af kandidater og valg af la Reina de la Feria de Santiago y Santa Ana (dronning af feriaen).

Fredag 23:
11.00: XVI  Gastronomisk konkurrence for la Axarquía i Paseo de Larios.

13.00: Åbning af la Feria de Día en el Paseo de Larios

14.30: Overrækkelse af præmier for XVI Certámen Gastronómico de la Axarquía.

15.00: Danseoptræden af Grupo de Baile Candilejas.

19.00: Slut på Feria de Día.

Centro de Día Mayores (pensionisthjemmet):
18.00: Festdans til orkester. Musik. Valg af la Reina y Rey de los mayores (dronning og konge for pensionister). Drikkevarer m.m..

Caseta Oficial:
23.00: Dans til musik af la orquesta Los Tejedas.

01.00: Koncert (kunstnerne kendes endnu ikke).

Lørdag 24:
13.00: Feria de Día i  Paseo de Larios.

15.00: Optræden af el grupo de baile Torre del Baile. (dansegruppe).

Centro de Día de Mayores:
18.00: Festdans til orkester. Dansekorkurrence i salsa og pasodoble. Drikkevarer m.m..

Sportsaktiviteter:
21.00: 12 timers aftenpetanque. "Feria Santiago y Santa Ana", Open Andaluz. på banen Andrés Rodríguez Sarabia.

Caseta Oficial:
22.30: Dans til la orquesta Los Tejedas. XXIII Festival de Folklores de Coros y danzas de Torre del Mar: Coros y Danzas Castellar de Zafra en Badajoz, Africa Roots og Coros y Danzas de Torre del Mar.

Søndag 25:
10.00: III Malerikonkurrence "Al Aire Libre Francisco Hernandez".

12.30: Feria de Día i el Paseo de Larios, overrækkelse af præmier i malerikonkorrencen og optræden af  Los Coros y Danzas de Torre del Mar.

19.05: II Regata Marinera " Ciudad de Torre del Mar", foran el Templete de Música. (Musiktribunen på strandpromenaden).

Caseta Oficilal:
23.00: Dans til musik af la orquesta Los Tejedas.

01.00: Optræden af  Rafael Garcel

02.30: Dans til musik af la orquesta Los Tejedas.

Mandag 26:
12.30: Feria de Día

19.00 h : Santa Misa (Hellig messe) til ære for Ntra. Sra. del Carmen, sunget af el Coro de la Hermandad Virgen del Carmen.

20.00: Procession med Virgen del Carmen. (Søfolkenes skytshelgeninde).

22.30: Grandes Fuegos Artificiales (kæmpefyrværkeri).

Caseta Oficial :
23.00: Dans til musik af la orquesta Los Tejedas.

onsdag den 14. juli 2010

Varmebølge over Málaga! Gul alarm.

Varmen lægger sig i dag (14.07) over Málaga med temperaturer omkring 40 grader.
Kolde drikke, is, bad i havet eller svømmebassinet, air condition... I dag kan ikke engang kombinationen af disse forsvarsmidler hjælpe malagenserne mod at føle varmen i hele kroppen. La Agencia Estatal de Meteorología (Aemet) har aktiveret Gul alarm (alerta amarilla) for i dag og i morgen, torsdag, p.g.a. de høje temperaturer.

Således forandrer temperaturen i Andalusien sig radikalt. I week end'en nød Málaga mildere varmegrader, mens naboprovinserne og landsbyerne i det indre som Antequera og Ronda havde tæt på 40 grader. Nu falder temperaturen i det indre, mens varmen holder indtog i Málaga og langs kysten med sol fra en skyfri himmel.

Eksperter anbefalder, at man drikker MEGET vand, at man fortrinsvis opholder sig i skyggen, bærer let tøj og undgår fysiske aktiviteter. Husk, at personer over 65 år, patienter med kroniske sygdomme og børn er i størst risiko for hedeslag.

Sheiken af Qatar meddeler, at der kommer fem til syv nyanskaffelser til Málaga CF i den nærmeste fremtid

Fremtidens Málaga CF er ved at tage form. Den ny ejer og hans medarbejdere forsikrede i går (13.07) på pressemøde, at man ikke havde sovet på laurbærrene, men at man har arbejdet intenst på opbygge holdet så hurtigt som muligt.

Sheik Abdullah Al-Thani bekræftede i går i Benahavís gennem sin talsmand, Abdullah Ghubn, at man i de kommende dage vil afslutte mellem fem og syv kontrakter med nye spillere, hvorefter der kun vil mangle mindre detaljer, før den nye sæson begynder.

Forstærkninger til klubben ankommer til Benahavis til træningen forud for turneringens start, oplyste Ghubn, som endvidere oplyste, at de valgte alle er europæere, og at de er blevet valgt, fordi de passer perfekt til holdet. Hvad Ghubn ikke oplyste, var, hvor mange penge klubben havde måttet lægge på bordet for de nye spillere!

Sheiken og Ghubn informerede generelt om aktiviteterne i klubben. Man understregede de store moderniseringsarbejder, som f.t. udføres på Stadion La Rosaleda og på atletikstadion. Sheiken roste kommunen for godt samarbejde.

Den tidligere ejer og presidente for klubben, Fernando Sanz, som er en god ven af Sheiken og hans familie, vil fortsætte i klubben som rådgiver. Vi regner med ham og stoler på ham, afsluttede sheiken.

Efter pressemødet kørte sheiken og hans følge til La Rosaleda og fulgte spillernes træning i en halv time.

Læs her om sheikens køb af klubben

tirsdag den 13. juli 2010

Det ny historiske museum i Nerja rykker nærmere

La Fundación Cueva de Nerja anskaffer for 1,3 millioner euros nyt udstyr til museet, som er beliggende på la plaza de España.
Projektet Museo de Nerja er gået ind i den afsluttende fase efter åbningen af arbejderne med det musæumsmæssige indhold, et arbejde, der er beregnet til at koste næsten 1,4 millioner euros. Beslutningen er taget efter det sidste møde i la Fundación Cueva de Nerja, hvor blandt andre medlemmer deltog den delegerede fra el Gobierno i Málaga og formand for la Fundación, Hilario López Luna.

Til at gennemføre arbejderne med informations- og udstillingsmaterialer, har firmaet Playmedia seks måneder. Den totale investering i museet vil nærme sig fem millioner euros.

søndag den 11. juli 2010

Renoveringen af strandpromenaden i Torre del Mar vil begynde i år (2010)

Arbejderne med renoveringen af strandpromenaden i Torre del Mar, som siden 2008 har haft kommunal financiering, begynder efter al sandsynlighed i år. Det forsikrer i hvert fald den ansvarlige i kommunen, Salvador Marín, idet projektet nu er godlendt af miljøministeriet. Budgettet er på 2.572.452.
Læs mere om projektet og de planlagte arbejder HER

søndag den 4. juli 2010

Man forlanger sporvognen i Torre del Mar/Vélez nedlagt p.g.a. underskud i driften

Efter fire år ophører sporvognen mellem Vélez og Torre del Mar ikke med at give problemer. Tjenesten tiltaler ikke borgerne, og som om det ikke var nok er den en underskudsforretning for kommunen. Kommunen vil anmode Junta de Andalucía om en hjælp på 3,5 mill. euros med det dobbelte formål at betale den opbyggede gæld til koncessionsfirmaet, Travelsa, og igangsætte anden etape af linjen, som fortsat ikke er i gang halvandet år efter færdiggørelsen.

Andre politiske partier foreslår andre løsninger. Andaluserpartiet vil forlange sporvognen nedlagt p.g.a. gælden til Travelsa på 1,2 mill. euros.

Partiet fremhæver, at transportminister, José Blanco, i en pressemeddelelse har sagt, at man måtte indstille de offentlige transporter, som ikke er rentable, og sporvognen har vist sig at være en underskudsforretning.

Af de 3,5 mill. euros, som kommunen beder om, er de 1,2 mill. til at betale gælden for driften til Travelsa, som nægter at igangsætte anden etape, før kommunen har betalt.

Vélez kommune forlanger videre, at juntaen betaler udgiften til den tredje sporvogn, en udgift på 2,3 mill. euros, som kommunen endnu ikke har betalt.

lørdag den 3. juli 2010

La Feria de Torre del Mar afholdes den 23. - 26. juli 2010

Efter flere end 10 år, hvor man fejrede feriaen ved El Copo (strandpromenaden ved siden af paseo Larios), har man nu besluttet at vende tilbage til Paseo de Larios.
La Feria de Torre del Mar afholdes i år mellem den 23. og 26. juli på Paseo de Larios. Det er den største nyhed om feriaen for Santiago og Santa Ana, en ændring af beliggenhed, som var meget ønsket af byens borgere.

Således vender "la feria de día" tilbage til Paseo de Larios, hvor borgere og handlende forbereder tilbagekomsten af begivenheden, for at det hele skal blive en succes. En anden nyhed er kåringen af Miss Torre del Mar.

Dette års feriaplakat er udført af den lokale maler Antonio Maldonado, bror til den anerkendte kunstner, Cipriano Maldonado (gaden ved busstationen er opkaldt efter ham).

La Virgen del Carmen i procession i Torre del Mar den 16. juli

Torre del Mar fejrer og ærer den 16. juli la Virgen del Carmen med den traditionelle procession til lands og til vands for fiskernes og søfolkenes skytshelgeninde. Derefter kommer festerne for Santiago og Santa Ana (22. - 26. juli) som en afslutning på en juli måned fyldt med aktiviteter. Fejringen til ære for jomfruen begynder klokken 20:00 og varer til langt ud på morgenstunden.

Bydelen Las Melosas og Las Protegidos (på strandpromenaden ved Antillerne) fortsætter således traditionen. Den religiøse sammenslutning bag jomfruen skabtes for 40 år siden og tæller ca. 200 medlemmer. Kollektivet afholder klokken 19:00 en messe i kapellet i Las Melosas, hvorfra tronen starter på sin rundtur gennem Torre del Mar, inden den går ombord i den maritime procession. Dette vil ske på højde med stenspringvandet, hvor jomfruen går ombord i en båd for at krydse Middelhavets bølger fulgt af utallige andre både med trofaste tilhængere, som ikke vil miste et øjeblik af turen op og ned langs kysten-

Sidste år erklærede turistmyndighederne i Málaga provinsen (Diputación Provincial de Málaga) festlighederne i Torre del Mar for enestående, turistmæssige begivenheder på lige fod med andre festligholdelser i la Axarquía som la Feria de la Cultura Andalusí de Salares, el Belén Viviente de Almayate, el Concurso Tradicional de Verdiales de Benagalbón en Rincón de la Victoria, el Día de la Chanfaina de Totalán, el Día de la Música de Benamocarra, el de la Uva Moscatel de Iznate, el del Caracol de Riogordo, el de la Chacina en Colmenar og el del Níspero en Sayalonga.

Hvad synes du om artiklerne?